Referat af bestyrelsesmøde 24. september 2019 – online via Skype.

Til stede var: Betina Koefoed (mødeleder), Torben Pedersen, Anders Mølgaard, Lars Høgsberg, Peter Sundbæk, Klaus Dam, Nick Ilsø (referent) og Peter Carstensen (suppleant). Afbud: Peter Busck.

Betina blev valgt som mødeleder, Nick Ilsø blev valgt som referent.
Anders iværksætter, at der bliver skrevet og publiceret en nyhed på www.BordtennisDanmark.dk, jfr. pkt. 3 nedenfor.

Næste møde er tirsdag den 22. oktober kl. 17.00 i Idrættens Hus. Klaus er mødeleder.

Dagsorden for bestyrelsesmødet var:

  1. Opfølgning på sidste møde (referat fra sidste møde er indsat som bilag)
  1. Opfølgning på spor 1 og 2
  1. Status på rekruttering af direktør og redegørelse for proces
  1. Forberedende snak om Bornholmermødet
  1. Budgetopfølgning
  1. Rundt om organisationen
  1. Henvendelse fra OB vedr. Senior DM 2020
  1. Orientering fra sekretariatslederen
  1. Evt.

Ad 1: Opfølgning på sidste møde (referat fra sidste møde er indsat som bilag)

Bestyrelsen blev indledningsvist kort orienteret om, at der var en positiv dialog i gang med de 3 klubber, som pt. ikke lever op til trænerkravet, jfr. pkt. 2 i bestyrelsesreferat af d. 18. august 2019).
I forhold til ansættelse af ny direktør, jfr. pkt. 3 i bestyrelsesreferat af d. 18. august 2019, valgte bestyrelsen at gennemgå dette under dagsordenens pkt. 3.
Bestyrelsen ser frem til det nye samarbejde med ledergruppen samt deltagelsen i ledergruppeseminaret i Svaneke på Bornholm i weekenden (27., 28., og 29. september), hvor budgetplanlægning og økonomi samt fordeling af opgaver og roller vil blive gennemgået.
Derudover var der ingen yderligere kommentarer.

Ad 2: Opfølgning på spor 1 og 2

Betina orienterede om, at der ikke var modtaget skriftlige orienteringer fra sekretariatet inden mødet. Betina har løbende været i kontakt med sekretariatet og der var intet at berette.

Ad 3: Status på rekruttering af direktør og redegørelse for proces

Der var i alt gennemgået ca. 35 indkomne ansøgninger.
Anders orienterede bestyrelsen om, at Martin Lundkvist var blevet ansat som direktør og fremover skal være med til at lede Bordtennis Danmark. Martin blev valgt på baggrund af de afholdte samtaler og en helhedsvurdering i forhold til den ønskede profil, jfr. nedenfor.
Anders redegjorde herefter for rekrutteringsforløbet herunder den definerede ”jobprofil”, hvor arbejdsopgaver, ansvarsområder, faglige kompetencer, personlige egenskaber mv. var beskrevet. Anders meddelte tillige bestyrelsen om, at DIF assisterede i rekrutteringsforløbet.
Anders iværksætter, at der snarest vil blive publiceret en nyhed på www.BordtennisDanmark.dk med en præsentation af Martin. Martin deltager ligeledes på lederseminaret på Bornholm.

Ad 4: Forberedende snak om Bornholmermødet

Bestyrelsen havde en kort forberedende snak om Bornholmermødet (strategiseminar for Ledergruppen). Bestyrelsen taler nærmere sammen med Martin om programmet, men ser frem til at tale om BTDK’s kerneopgave, økonomi (budget 2020), vækstmål i regionerne, turneringsopfølgning, digitalisering mv.

Ad 5: Budgetopfølgning

Bestyrelsen blev orienteret om, at der umiddelbart ikke er ændringer til budgettet.

Ad 6: Rundt om organisationen

Bestyrelsen er opmærksomme på sekretariatets rolle og at der kan være udfordringer i forhold til den nye struktur. Betina er i løbende dialog med sekretariatet og der var intet at berette.

Ad 7: Behandling af indkomne henvendelser

Bestyrelsen havde modtaget en henvendelse fra en arrangør af et forbundsarrangement, hvor der blev ønsket en redegørelse af økonomien, herunder at arrangører selv skal stille med alt udstyr.
Bestyrelsen behandlede kort problematikken og blev enige om, at dette var en opgave for formandskabet og den nye direktør, som sammen med arrangørerne skal finde en løsning.

Ad 8: Orientering fra sekretariatslederen

Orientering fra Peter Busck blev gennemgået og taget til efterretning. Betina giver tilbagemelding til Peter omkring punkter, hvor der er behov herfor.

Ad 9: Evt.

Peter Sundbæk orienterede bestyrelsen om, at der manglende dommere ved B75 seneste kamp i Bordtennisligaen. Han berettede dog om, at det blev løst i god ro og orden klubberne imellem.
Derudover orienterede Peter om de netop afholdte politiske møder i ETTU og NETU.
Derudover var der intet til behandling.

Referent:  Nick Ilsø.

Kommende bestyrelsesmøder:
Tirsdag den 22. oktober kl. 17.00 i Idrættens Hus.
Fredag den 15. november kl. 17.00 i Odense.
Tirsdag den 10. december kl. 18.30 (Skype)
Lørdag den 25. januar kl. 10.00 i Hillerød.
Lørdag den 29. februar i Odense (DM)
Fredag den 20. marts kl. 17.00 i Odense.
Tirsdag den 21. april kl. 18.30 (Skype)
Tirsdag den 19. maj kl. 17.00 i Idrættens Hus.
Fredag den 5. juni kl. 17.00 i Horsens.