Weekenden kort

Jülich-Werder Bremen
Mads Sørensen og Allan Bentsen spillede søndag eftermiddag bundkamp i den tyske Bundesliga med deres hold Werder Bremen på udebane mod Jülich. Det var på forhånd udråbt som en vigtig kamp for at undgå en af de to nedrykningspladser, så intensiteten var høj, og begge mandskaber kunne efter kampen være en anelse tilfredse omend kampen endte med 5-5. Først blev doublerne delt i to femsætskampe, hvor Magnus Molin og Mads Sørensen tabte med 7-11 i femte mod Lars Hilscher og Hao Jie. Bentsen og Constantin Cioti vandt derimod deres double med 14-12 i femte over Tomas Krzeszewski og Marek Klasek.
Derefter blev det til dansk sejr over Marek Klasek af Allan Bentsen og nederlag til Lars Hilscher. Mads Sørensen tabte sin første single til Krzeszewski med 8-11 i femte efter en god kamp, og så blev det til en vigtig sejr ved stillingen 4-5 over Hao, så Bremen kunne tage fra Jülich med det ene point.
 
Se alle resultater fra kampen.
 
Frickenhausen-Düsseldorf
Düsseldorf tabte på udebane uden en skadet Michael Maze med 2-6 til Frickenhausen. Danny Heister kunne heller ikke stille til start, selvom han var anført på listerne, så han tabte to kampe uden kamp, dermed var det umuligt for Düsseldorf at hente point i topkampen.
 
Se alle resultater fra kampen.
 
Bundesligaen er nu igennem første halvsæson og Düsseldorf indtager en placering som nummer tre, mens Bremen ligger på næstsidstepladsen.

2. Bundesliga
 
Hagen-Hamburger SV
De to danskere i Hamburger SV Christoffer Petersen og Christian Larsen var stærkt medvirkende til at det blev til begge point i kampen mod Hagen, der endte 9-7.
Først vandt de sammen doublen, hvorefter Christian Larsen gjorde rent bord ved at besejre Yannick Vostes og  Damien Delobbe. Christoffer vandt også over Delobbe, men tabte 1-3 til Vostes.
Hamburger SV ligger nummer fem efter syv kampe.
 
Se alle resultater fra kampen.
 
Ramstein-Felsberg
Ramstein med Claus Rasmussen på holdet tabte med 6-9 hjemme til Felsberg, og for Claus blev det overraskende kun til en sejr i double, mens begge kampe blev tabt i single. Det var dog også første gang at Claus spillede i 2. parkryds, mens han næsten har vundet alt i 3. parkryds.
 
Se alle resultaterne fra kampen.
 
SG Marßel Bremen-SV Bolzum
I 2. Bundesliga for damer var Anne Cathrine Bomann med til at sikre sin klub en storsejr på 6-0 over Bolzum. Bremen er nummer seks efter fire sejre og fire nederlag.
 
se alle resulater fra kampen.

SV Böblingen-TV Busenbach II
Mie Skov var ikke med for Böblingen pga sin skade i skulderen, men heldigvis kunne holdet vinde med 6-2 over Busenbach alligevel. Dermed fastholder klubben kontakten med toppen, og er stadig nummer tre.
 
FOTO: Mads Sørensen

Forfatter: JH
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 17
Kontaktperson e-mail: jakob.harden@dbtu.dk