Esbjerg fik revanche mod Sisu/MBK

Esbjergs Mads-Peter Jannings blev hjemmeholdets matchvinder med to singlesejre samt sejr i double med 17-årige Rasmus Klein-Døssing, da Esbjerg vandt med 6-4 over bundholdet Sisu/MBK. ”Det var dejligt at få hul på bylden”, sagde Mads-Peter Jannings, der inden kampen følte sig som eneste på Esbjerg-holdet, der endnu ikke havde fundet sit normale niveau.

Sisu/MBK ”snød” i sidste sæson Esbjerg for rækkens 5. plads, da de i sidste spillerunde vandt i Esbjerg. Århus-mandskabet kunne dog ikke gentage succesen i fredags, hvor Esbjerg kom foran med 3-0 inden Torben Rasmussen holdt Sisu/MBK lidt inde i kampen ved at overleve to matchbolde mod unge Rasmus Klein-Døssing. Doublerne blev delt med én sejr til hvert hold og Mads-Peter Jannings sendte Esbjerg på sejrskurs ved at vinde 3-1 i sæt over Ulrik Markussen. Stillingen var nu 5-2 til hjemmeholdet og Carsten Egeholt havde chancen for at gøre arbejdet færdigt, da han førte med 9-8 i femte og afgørende sæt mod veteranen Claus Pedersen, der dog kom godt igen og vandt tre bolde på stribe.

Ved stillingen 5-3 tabte Esbjergs ellers formstærke Søren Andersen i en tæt kamp til Torben Rasmussen. På nabobordet kunne Søren Andersen i øjenkrogen konstatere, at unge Rasmus Klein-Døssing allerede havde sikret Esbjerg-sejren ved at vinde sikkert med 3-0 i sæt over Sisu/MBK’s Thomas Kjeldgaard. Flot indsat af Rasmus Klein-Døssing, der er faldet rigtigt godt til på Esbjerg-mandskabet, som endnu engang viste tænder med en solid holdindsats på trods af, at man undervejs i kampen mod Sisu/MBK led nogle knebne nederlag.

Esbjerg-Sisu/MBK 6-4
Carsten Egeholt – Ulrik Markussen, 3-1 (11-7, 6-11, 12-10, 13-11).
Søren Andersen – Thomas Kjeldgaard, 3-0 (11-6, 14-12, 11-2).
Mads-Peter Jannings – Claus Pedersen, 3-1 (11-9, 3-11, 11-6, 12-10).
Rasmus Klein-Døssing – Torben Rasmussen, 2-3 (11-4, 8-11, 11-9, 6-11, 11-13 (10-9)).
Jannings/Klein-Døssing – Pedersen/Rasmussen, 3-2 (23-25, 11-4, 11-8, 6-11, 11-4).
Egeholt/S. Andersen – Markussen/Kjeldgaard, 1-3 (6-11, 11-5, 8-11, 8-11).
Carsten Egeholt – Claus Pedersen, 2-3 (5-11, 11-9, 11-5, 4-11, 9-11 (9-8)).
Mads-Peter Jannings – Ulrik Markussen, 3-1 (11-4, 9-11, 11-3, 11-9).
Søren Andersen – Torben Rasmussen, 2-3 (18-16, 4-11, 11-13, 11-8, 7-11).
Rasmus Klein-Døssing – Thomas Kjeldgaard, 3-0 (11-9, 11-7, 11-9).

Dommere: Preben Søndergaard og Olav Lage.

Forfatter: Esbjerg BTK