Flot forældreopbakning

Repræsentanter fra DBTU’s styregruppe for det 2-årige klubudviklingsprojekt Klubben i fokus – udviklingen af den bæredygtige bordtennisklub samt DBTU’s breddekonsulenter besøger for tiden klubberne, der har været involveret i projektet siden foråret 2006.

Besøget består af et opfølgningsmøde, hvor klubbens tovholdere redegør for klubbens arbejde med de udvalgte fokusområder og beskriver hvor langt man er kommet med opfyldelsen af de opstillede mål.

Indtil videre har breddekonsulenterne i selskab med en politisk ansvarlig fra styregruppen været forbi BBB Bellinge, Gladsaxe BTK, Alsted Fjenneslev og Billund IF – og har været meget tilfredse med hvad de har oplevet. Flere af stederne er udviklingsprocessen forløbet så flot at klubben i samråd med breddekonsulenterne har indvilget i at revidere handlingsplanen og opstille nye mål for den kommende sæson.

Onsdag den 28. februar var DBTU’s næstformand Mads-Peter Jannings fra projektets styregruppe samt breddekonsulenterne Allan Bentsen og Jakob Staun på besøg i Billund, for at følge op på klubbens nedskrevne handlingsplan og høre hvordan udviklingen forløber i klubben.

Billund IF har i løbet af projektforløbet bl.a. formået at højne det sociale miljø i klubben ved at holde klubaftner i et nyt klublokale i forbindelse med træningslokalet, klubbens trænere har deltaget på DBTU’s kurser og planlægger flere kursusforløb og klubben har arbejdet på at oprette et forældreudvalg, som kan sikre opbakningen til stævnerne samt løfte mindre opgaver i forbindelse med forskellige arrangementer i klubben.

Ved klubbesøget i Billund havde breddekonsulent Allan Bentsen efter aftale medbragt sit spilletøj og sit bat og lagde ud med at spille et sæt mod alle ungdomsspillerne. Der var mange, der fik sit livs bordtennisoplevelse og fik syn for hvor langt man kan komme med talent og en god portion flid til træningen.

Der var mødt rigtig mange forældre op for at se deres børn spille mod Allan – og klubben udnyttede ganske fornuftigt muligheden til efterfølgende at orientere forældrene om klubbens opgaver og planer i forbindelse med projektet Klubben i fokus. Hvad der hidtil i forløbet havde knebet en smule; at få forældrene i tale og få dem til at tage aktiv del i klubbens aktiviteter, fik et flot spark fremad med aftenens møde, hvor 12-15 forældre erklærede sig villige til at varetage opgaver i løbet af sæsonen.

Det var en rigtig god aften for alle implicerede:

– Billunds ungdomsspillere fik prøvet kræfter mod en verdensklasse bordtennisspiller

– Spillernes forældre fik en indsigt i klubbens organisation og planer i forbindelse med det igangværende klubudviklingsprojekt

– Klubben fik forældrene i tale. De havde aldrig set så mange forældre samlet på én gang før

– DBTU fik erfaret at konceptet omkring klubudviklingsprojektet Klubben i fokus er holdbart. De deltagende klubber har stor gavn af processen og kommer forhåbentlig og formentlig ud på den anden side af projektforløbet som en klub med en stærkere organisation, erfaring med målsætning, procesarbejde og målopfyldelse og en bedre sammenhæng og sammenhold i klubben.

KLUBUDVIKLINGSPROJEKTET I BILLUND

Forfatter: Jakob Staun
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 17
Kontaktperson e-mail: jakob.staun@dbtu.dk