DBTUs breddekonsulenter og repræsentanter fra styregruppen for projekt Klubben i fokus har i løbet af de seneste 3 uger afholdt opstartsmøder i de nye klubber i projektet; Aabyhøj IF, Sisu/MBK, Rønde BTK, Faaborg, Tejn IF og Stavtrup IF.
Klubberne har udvist stort engagement på møderne og visioner, tanker og idéer har fået frit løb.
Der er selvsagt stor forskel på klubberne – og dermed på klubbernes omdrejningspunkter i projektperioden.
Aabyhøj IF, som i 80’erne og starten af 90’erne var en stor klub med +100 medlemmer, har oplevet en massiv medlemstilbagegang og har nu blot 40 aktive spillere og få ledere til at løfte opgaverne i klubben.
Det primære indsatsområde for klubben er derfor at få involveret flere folk i klubarbejdet, gerne med hjælp fra ungdomsspillernes forældre og fra tidligere spillere i klubben, som man vil forsøge at få ’ind i folden’ igen.
Sisu/MBK nogle få kilometer derfra er en medlemsmæssigt stor forening, hvilket stiller nogle andre krav til klubbens prioritering af og tilrettelæggelse af opgaverne.
Klubbens elitekvinder vandt i den forgangne sæson flotte bronzemedaljerne mens herrernes elitehold må forberede sig på en kommende sæson i den næstbedste række, 1. division.
Et af de store (og ofte tilbagevendende problemer) for større klubber med såvel en bredde- og en eliteafdeling er, hvor man som klub skal ligge fokus på det økonomiske- og indsatsmæssige område.
Sisu/MBK vil – som så mange andre – gerne det hele; et af klubbens fokuspunkter i samarbejdet med DBTU er derfor at tydeliggøre ’den røde tråd’ i klubbens arbejde. Det skal fremgå af klubbens politik og praksis i hverdagen at der er en sammenhæng mellem klubbens ungdomshold helt fra begynderstadiet og frem til senioreliteholdene.
Endvidere er det klubben meget magtpåliggende at undgå frafaldet i teenageårene. Man vil således undersøge hvad der skal til for at fastholde den store gruppe ungdomsspillere, der måske ikke umiddelbart har udsigt til at træde ind på eliteholdene i den nærmeste fremtid.
Endelig barsler Sisu/MBK med planer om at søsætte en pigesatsning, for at rette op på den skæve kønsfordeling i medlemstallet (som jo desværre er en generel tendens nationalt set).
Rønde BTK vil ligesom Sisu/MBK gerne både bredden og eliten, om end Røndes elitearbejde pt. har en lidt anden karakter end ’naboklubben’ inde i Århus.
Rønde BTK er netop rykket op i 2. division med førsteholdet og har i den forgangne sæson hjemtaget flotte medaljer til såvel senior-DM (Pernille Agerholm i damedouble) og ungdoms-DM (Pernille Agerholm + storebror Jonas Agerholm i bl.a. Mixeddouble).
Højt på Røndes ’ønskeseddel’ til den kommende 2 års projektperiode står bl.a. bedre tid, plads og rum til bredden, rekruttering/opkvalificering af egne trænere samt en bedre fordeling af ansvar og opgaver i klubarbejdet.
Faaborg er en forholdsvis stor klub med 85 medlemmer, det har tidligere været en storklub med divisionshold men er nu hovedsageligt en breddeklub.
Flere trænere (de er i gang) og mere ”haltid”( evt. bedre udnyttelse af den nuværende tid) var nogle af Faaborgs ønsker for fremtiden, ligesom de også ønsker at styrke informationsniveauet til klubbens medlemmer/forældre omkring stævner og øvrigt klubarbejde, så det bliver muligt at få opgaverne uddelegeret på flere hænder.
Tejn er en mindre klub på Bornholm med 28 medlemmer. Klubben har lidt under at den nærliggende skole lukkede for et par år siden, hvilket har kostet ca. 10 medlemmer pr. sæson. Nu er de imidlertid klar til at give den en ”skalle” så de kan blive flere spillere i klubben igen.
Tejn har et forholdsvis stort aktivitetsniveau; deltager således med flere spillere ved samtlige pointstævner på Bornholm. Klubben har dog ønsker og planer om at udvide stævnedeltagelsen yderligere og tage til større stævner andre steder i landet.
Endvidere savner klubben lidt mere struktur på organisationen, så det ikke kun er en enkelt eller to ildsjæle, der udfører alle opgaver. En mere fordelagtig fordeling af arbejdsopgaver blandt forældre og bestyrelsesmedlemmer er derfor med på ønskesedlen.
Endvidere har klubben også gode idéer til bordtennisskoler og stævner, så det bliver spændende at følge udviklingen på Bornholm.
Stautrup IF er en forholdsvis lille klub i udkanten af Århus med en noget speciel medlemssammensætning. Klubbens formand betegnede på opstartsmødet klubben som ’en eliteklub uden bredde’.
Stautrup har haft en flot sæson med en 2. plads i 1. division vest samt mange flotte resultater til ungdomselitespillerne (bl.a. bronzemedaljer ved hold-DM for drenge samt vinder af drenge top-12).
Klubben savner større og bedre spillefaciliteter. De træner pt. i en gymnastiksal med sparsom plads uden tilstødende klublokale til det sociale klubliv.
Klubbens højst prioriterede fokuspunkt er derfor bedre lokaleforhold. Det er tilsyneladende også nødvendigt med større rammer hvis klubben skal være gearet til at tage imod flere spillere, som forhåbentlig bliver udfaldet af et andet fokuspunkt: rekruttering af yngre drenge og piger, så fødekæden til eliteholdene kan sikres.
Flere spillere i klubben nødvendiggør flere trænere, hvorfor klubben tillige ønsker at sætte fokus på rekruttering/uddannelse af egne trænere eller søgning af trænere udefra, til at aflaste den nuværende cheftræner Claus Larsen.
De ovennævnte områder kræver alle en god økonomisk ballast, hvilket er det fjerde punkt i Stautrups umiddelbart meget sammenhængende plan.
De seks klubber er efter opstartsmøderne i fuld gang med udarbejdelsen af handlingsplaner for de udvalgte fokuspunkter. Klubberne laver et udkast til handlingsplanen og mødes atter med repræsentanter fra DBTU i løbet af juni måned, hvor handlingsplanerne færdiggøres og den endelige kontrakt for samarbejdet underskrives.
Herefter kan klubberne kalde sig fuldgyldige medlemmer af projekt klubben i fokus.
Følg med på DBTUs hjemmeside under menupunktet Klubben i fokus, hvor du kan læse mere om de involverede klubbers indsatsområder, hvor der er links videre til klubbernes hjemmeside og hvor du kan læse tidligere publicerede artikler om projektet.
Der er endvidere mulighed for at høre meget mere om projektet på DBTUs årsmøde den 9. juni, hvor der vil være et kort oplæg fra en eller flere af klubberne fra første runde af klubudviklingsprojektet omkring deres udbytte af og erfaringer med arbejdet i projektet.