Kun en enkelt danskersejr

Danmarks OL-helte; Michael Maze/Finn Tugwell fra 2004 var eneste danske vindere ved aftenens VM-program, hvor VM 2007 startede for alvor med de forskellige hovedturneringers første runder.

Maze/Tugwell vandt – med en smule besvær – med 4-2 over det kroatiske par Gacina/Tosic, og kvalificerede sig dermed til næste runde, hvor spanske He/Sanchez venter – denne kamp spilles onsdag eftermiddag.

Det andet danske par i Herre Double; Christian Larsen/Christoffer Petersen stred forgæves mod tyskerne Baum/Ovtcharov, der vandt med 4-1.

I Dame Double var Anne Cathrine Bomann og Mie Skov kommet i menneskehænder i deres førsterundekamp – de finaleseedede kinesere Guo Yue/Li Xiaoxia vandt 4-0, og afgav undervejs kun 10 bolde (ja, t-i) i alt!

I Dame Single fik Mie Skov heller ikke meget ud af det mod franske Xian Yi Fang, der let besejrede det danske es på spindesiden uden sættab – dermed er begge danske damer færdige i Zagreb.

I Herre Single var “belønningen” for at Christian Larsen havde kvalificeret sig til hovedturneringen et møde med den tredobbelte europamester og tidligere VM-finalist Vladimir Samsonov, Hviderusland – og det var ikke uventet en for stor mundfuld for den danske kvalifikationsspiller, der blev besejret 4-1.

Man kan kalde det en præstation i sig selv at vinde et sæt mod Samsonov – det kunne fx Michael Maze ikke præstere i EM-semifinalen for et par måneder siden!

Maze og Finn Tugwell er dermed eneste danskere tilbage i den kroatiske hovedstad – både i single og double, der for begge rækkers vedkommende fortsætter onsdag…

DANSKE RESULTATER – 22. MAJ (HOVEDTURNERING)
DAME SINGLE
Mie Skov – Xian Yi Fang, Frankrig: 0-4 (4-11, 8-11, 5-11, 8-11)

HERRE SINGLE
Christian Larsen – Vladimir Samsonov, Hviderusland: 1-4 (9-11, 11-9, 2-11, 8-11, 6-11)

DAME DOUBLE
Bomann/Skov – Guo Yue/Li Xiaoxia, Kina: 0-4 (1-11, 1-11, 3-11, 5-11)

HERRE DOUBLE
Maze/Tugwell – Gacina/Tosic, Kroatien: 4-2 (12-10, 9-11, 11-9, 13-15, 11-4, 11-4)
Larsen/Petersen – Baum/Ovtcharov, Tyskland: 1-4 (6-11, 9-11, 9-11, 11-7, 11-13)

Samtlige danske kampe kan følges på dbtu.dk under VM 2007 – og på ittf.com kan man læse “alt” om VM, se samtlige resultater, m.v.

Forfatter: DBTU
Kontaktperson tlf.: 21 70 49 28
Kontaktperson e-mail: arne.madsen@dbtu.dk