Hævnens time nær…?

Det danske bordtenniskoryfæ Claus Pedersen rejser senere i denne måned til Kina, hvor han sammen med en flok danske veteranbordtenniskammerater skal spille mod bl.a. et udvalgt kinesisk veteranhold.

TV2 Østjylland kan man se et interview med både CP og den mangeårige formand i Sisu/MBK; Tommy Samsing om turen til Kina.

Nedenstående artikel om kinaturen er sakset fra sisu-mbk.dk, og kan ligeledes læses der…

Liang Geliang, Kina, tabte for 2 år siden til Claus Pedersen, dansk bordtennis-viking, der stadig har en trofast fanskare i Fjernøsten. For øjnene af ca. 3.000 ellevilde tilskuere i Shanghai, og flere end 50 millioner TV-seere, vandt Claus P. et spændingsmættet opgør med 2-1 i sæt – nu vil Liang have hævn!

Anledningen i 2005 var en holdkamp mellem nogle af de stærkeste kinesiske Veteran-bordtennisspillere og et sammensat, inviteret hold bestående af de stærkeste veteranspillere fra Europa.

For Kina stillede, Udover Liang Geliang, blandt andre også den mangedobbelte verdensmester i single, Jiang Jialiang. For Europa spillede legendariske Tibor Klampar, Dragutin Surbek og Bilic sammen med Claus Pedersen.

Holdkampen endte med europæisk sejr på 3-1, hvilket naturligvis både var en overraskelse og en skuffelse for de serjsvante kinesere – kun Jiang formåede at bryde den europæiske dominans.

Seancen i 2005 har afstedkommet en spændende kinesisk invitation til et dansk veteranhold til 6-Nationers turnering i byen Suzhou, der også er kendt som ”Østens Venedig”.

Byen ligger godt 100 kilometer vest for Shanghai og har et indbyggertal på ca. 5 mio. Suzhou, der har Esbjerg som dansk venskabsby, er bl.a. kendt for sin silkeproduktion og nogle af verdens smukkeste haver og haveanlæg.

De 6 nationer, der deltager i turneringen, er – udover Danmark og værtsnationen Kina – Hong Kong, Singapore, Japan og Australien. Turneringen afvikles i dagene 14.-16. juni.

Claus Pedersen får følgeskab på turen til Kina af Niels Ramberg, tidl. landsholdskammerat, Helge Kocman, Brønshøj og Jørgen Enevoldsen, Randers. Rejseleder er klubkammerat i Sisu/MBK, Jens-Erik Linde, mens tolk bliver Mao Lin, der, som Niels Ramberg, kommer fra Virum Sorgenfri BTK.

”Jeg glæder mig meget til turen – og til en forhåbentlig god og spændende revanche-match mellem Liang og mig – og gerne med mig som vinder”, siger Claus Pedersen med et skævt smil.

Claus P. har én gang tidligere slået Liang Geliang, som stadig er kolossalt populær i sit hjemland; det var i semifinalen ved Veteran-VM 1998 i Lillehammer, Norge.

”Liang er formentlig den stærkeste Veteran-bordtennisspiller nogensinde. Han har formået at blive verdensmester i alle de kategorier, han har spillet i – så tag ikke fejl: trods smilende og imødekommende udadtil, VIL Liang vinde – så der bliver ikke noget ”Friendship before Competition” fra hans side”, udtaler Claus Pedersen, der vil være at finde i træningslokalerne på Skt. Anna Gades Skole hver dag i ugen op til afrejsen til Kina. Her bliver formen pudset af med hjælp fra holdkammeraterne på Sisu/MBKs elitedivisionshold.

Inden da skal Claus Pedersen, i den kommende weekend, spille afgørende kampe om regional-mesterskaberne i tennis for sin tyske klub, Timmendorf Strand, Lübeck…

Forfatter: Tommy Samsing
Kontaktperson e-mail: samsing@mail.dk