Dragør v Team Vendia

Point til Dragør
Det blev til endnu en spændingsmættet kamp i Hollænderhallen i Dragør. Team Vendia havde afbud fra Morten Knudsen, som blev erstattet med Rasmus Klein-Døssing, og Dragør havde fastholdt sin opstilling fra fredagens kamp mod Køge Bugt, dvs. Hampus Søderlund fik mulighed for at følge op på succesen fra fredagskampen.

I første spillerude fik Dragør samme ønskestart som i fredagens kamp. Cyprian Asamoah havde tilpas tag i Daniel Fynsk, der trods hans lange rækkevidde ikke kunne stille alverden op. Sikker sejr til Cyprian med 11-8, 14-12 og 11-7.

Carsten Egeholt var – formentlig af taktiske årsager – sat ned i 2. parkryds. Det viste sig at være en god ide. Carsten havde et udmærket tag i Claus Junge, der prøvede og prøvede, men uden held. Sikker sejr til Carsten på 11-7, 13-15, 11-6, 11-7. Dragør foran 2-0.

I anden spillerude skulle det vise sig, at Sam Oddsheden igen skulle ud i en gyserkamp, denne gang mod Rasmus Klein-Døssing. Begge kunne udmærket spille i 2. parkryds, men var på dagen placeret i 1. parkryds.

Dragør kunne komme foran med 3-0, og Sam kæmpede det bedste han havde lært, men de afgørende bolde gik ham igen næsen forbi. Rasmus gik frisk til opgaven, og fik mere og mere selvtillid, jo længere kampen varede, og han kunne til sidst hive sejren hjem. Cifrene 11-8, 8-11, 12-14, 11-8 og 11-8 i Rasmus favør.

Hampus Søderlund havde selvtilliden i behold efter hans 2 sejre mod Køge Bugt, men var kommet i menneskehænder, da rutinerede Kim Høgsberg ikke have problemer med at dæmme op for Hampus’es rene spil. Kim vinder knusende 11-0, 11-5 og 11-7. Udligning til 2-2.

I tredje spillerude kom Dragør skidt fra start i begge kampe. Sam var tydeligvis ikke kommet sig helt over tabet af kampen forinden, samtidig med at Daniel spillede en omgang flot og kontrolleret bordtennis. Sikker sejre til Daniel på 11-4, 11-8, 11-8.

Så skulle Dragør sætte sin lid til Cyprian, der tilsyneladende havde besluttet sig til for tredje gang i sæsonen, at vinde sine 2 singlekampe. Rasmus spillede flot i starten efter sin indledende sejr, og vandt da også 1. sæt med 11-6, men langsomt, men sikkert fik Cyprian lagt et pres, som Rasmus ikke kunne stå imod. Sikker sejr til Cyprian på 6-11, 11-6, 11-8 og 11-3. Stillingen var uafgjort 3-3 med spænding forude.

I sidste spillerude så det længe yderst fornuftigt ud for Dragør, og da en tændt Hampus – som ønskede at viske indtrykket af den første kamp ud – sikkert slog Claus Junge med 11-2, 11-9 og 14-12 var blikket rettet mod de 3 point, som kunne konsolidere Dragør på den sidste slutspilsplads.

Carsten Egeholt og Kim Høgsberg sluttede singleshowet af med en lang og spændende, men også afvekslende kamp. Carsten lagde hårdt ud, vandt 11-3 i første sæt, førte 5-0 i andet sæt og Kim så noget frustreret ud, men så gik der hul på bylden, og Kim kunne tage 2. sæt med 11-7. Carsten igen ovenpå i 3. sæt, som han vinder sikkert 11-4, omvendt situation i 4. sæt, som Kim vinder med 11-5. I 5. sæt var det tæt til 7-7, men Kim turde mere til sidst og vinder 11-7. Skuffelse i Dragør lejren, men udligning til 4-4 og dermed double.

Cyprian/Carsten mod Kim/Daniel blev bortset fra spændingsmomentet ikke den store nydelse, Dragør parret kom skidt fra start og taber de første to sæt med 7-11 og 3-11. Et håb tændtes i 3. sæt, som gav Dragør sejr med 11-9, og selv om holdet kom godt igen i 4. sæt, så kunne de ikke forhindre at Team Vendia vandt dette med 11-8. Team Vendia vinder holdmatchen med 5-4, tager de to point, Dragør må nøjes med 1 point.

Al begyndelse er svær. Det har været en fornøjelse at have så mange stærke hold på besøg i Hollænderhallen i Dragør, nu venter et stort antal udekampe, men også håbet om fortsat at kunne byde på god bordtennis i Dragør. Alle ønskes en glædelig jul og et godt nytår.

Under Danmarksturneringen -> Elitedivisionerne kan man læse mere om de 16 elitedivisionshold – ligeledes kan man læse nyheder om både denne og sidste sæson…

Forfatter: Dragør
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 12
Kontaktperson e-mail: gitte.hvid@dbtu.dk