Mie Skov missede OL

Mie Skov missede også sin anden OL-matchbold, da hun tabte 0-4 til italienske Tan Monfardini Weiling, der uden problemer slog den knækkede dansker, der ikke havde mere tilbage efter en mentalt opslidende OL-kvalifikationsturnering i Nantes.

Efter sit meget tætte nederlag i den foregående kamp med tre uudnyttede matchbolde, var det bakke op for den 21-årige dansker, der har spillet hele fem syv-sættere i turneringen, men kun vundet den ene, som var i hendes allerførste kamp onsdag formiddag.

Dette ændrer dog ingenlunde på det faktum, at Mie Skov har spillet en helt igennem fantastisk turnering i Frankrig, og med sin indsats sat dansk damebordtennis på verdenskortet!

Med sejre over tre Top 100-spillere, og derudover to sejre over spillere, der er placeret ca. 100 pladser over hende på verdensranglsiten, har Mie Skov for alvor sat sit store aftryk på OL-kvalen i Nantes.

Fra coach og sportschef Peter Sartz lyder følgende “salut”:

“Mie Skov har taget et fantastisk skridt mod toppen i denne turnering. Hun har vist at hun kan være med helt fremme, og ikke har begrænsninger.

Hun mangler endnu lidt erfaring – ingen havde på forhånd regnet med en reel chance for OL-kvalifikation, men med en smule held havde hun været klar til OL.

Det hun har vist ved denne OL-kvalifikation er det mest glædelige der er set i dansk damebordtennis i mange, mange år – formentlig nogensinde”, siger Peter Sartz fra Frankrig.

– nederst kan ses alle danske resultater fra hovedrunden ved OL-kvalifikationen i Nantes…

6/4 | 15:45 | Mie Skov én bold fra OL
Mie Skov havde tre matchbolde i sjette sæt, men både 10-8 og 11-10 blev hentet, og så tabte hun til spanske Zhu Fang med 3-4.

Assisterende coach, Mads Flod-Sørensen havde følgende kommentarer efter gyserkampen:

“Mie har chancerne undervejs, men formår ikke at holde hovedet koldt på de kritiske tidspunkter – det er her den manglende rutine spiller ind”, siger Flod-Sørensen fra Nantes.

Mie Skov har efter nederlaget mod spanieren kun en enkelt chance tilbage for en OL-billet, når hun senere søndag eftermiddag møder Tan Monfardini Weling, Italien. Viceeuropamesteren fra 2001 er placeret som nr. 59 på verdensranglisten – 158 pladser højere end Mie Skov.

6/4 | 13:15 | To OL-matchbolde til Mie Skov
Mie Skov er én sejr fra en plads ved OL 2008 i Beijing – og har to chancer til at få sejren, der bringer hende til “det forjættede land”!

Med endnu en sejr uden sættab er 21-årige Skov klar til to “finaler” om pladserne til sommerens Olympiske Lege – spanske Sara Ramirez, der er nr. 120 i verden, blev besejret med 4-0, og var ikke i stand til at true den fremadstormende dansker, der selv er placeret som nr. 217.

Der var trods den overlegene sejr en smule drama undervejs, da Skov i første sæt slog sin hånd, og måtte have behandling udenfor bordet – dette gav et kort afbræk i rytmen, men ikke nok til at slå hende ud af kurs.

I fjerde sæt første Skov med 8-4, blev næsten hentet til stillingen 8-7, inden hun via en time out lukkede med 11-8, og dermed en plads blandt de fire sidste tilbageværende i Nantes.

Mie Skov spiller kl. 14:30 den første “finale” om en OL-plads, hvor hun møder en endnu en spanier, Zhu Fang – hun ligger placeret som nr. 82 på verdensranglisten.

Vinder Skov, er hun klar til OL – taber hun, får hun endnu en chance mod taberen af den lignende “finale”, der spilles mellem Tan Monfardini Wenling, Italien og Li Qianbing, Østrig.

6/4 | 10:30 | Mie Skov tilbage på OL-sporet
Søndag formiddag genoptog Mie Skov sejrsrækken over højere rangerede spillere på sidstedagen ved OL-kvalifikationsturneringen i Nantes.

Det blev 4-0 over hollandske Elena Timina, der er placeret som nr. 115 på verdensranglisten – mere end 100 pladser over den danske landsholdsetter, der selv er nr. 217 på samme liste.

Det var en sejr, der var så klar som cifrene antyder – kun i 2. sæt var Skov i problemer, hvor hun vendte 6-9 til 11-9.

I næste runde venter spanske Sara Ramirez (120) – hun slog ukrainske Tatyana Kostromina.

5/4 | 19:45 | Igen-igen: Skov tabte 3-4!
Mie Skov tabte for anden gang i hovedrunden ved OL-kvalifikationsturneringen med 9-11 i 7. og afgørende sæt, da hun lørdag eftermiddag måtte bøje sig mod polske Xu Jie.

Skov førte 1-0, kom bagud 1-2 og 2-3, udlignede til 3-3, og havde i afgørende sæt føringer på 8-6 og 9-8, og servede endvidere selv ved 9-9 (ligesom ved 8-6), men måtte altså bøje sig til sidst.

Det var tredie gang Skov tabte med 3-4 i Nantes – foruden de to hovedrundenederlag, tabte hun en kamp i puljespillet med 11-13 i afgørende sæt. Derudover har hun også vundet en enkelt kamp på samme måde.

Peter Sartz er med på bænken i Frankrig, og er – trods det tætte nederlag – stadig imponeret over sin 21-årige OL-aspirant:

“Mie fortsætter med at spille på et fantastisk højt niveau hernede, og hun gennemgår faktisk en udvikling fra kamp til kamp – hun har været mentalt stærk i både sejre og nederlag, og man kan bestemt ikke afskrive hende i sidste runde”, siger sportschefen, der dog mener Mie Skov stadig skal udvikle den taktiske del af sit spil:

“Der mangler stadig nogle ting på den taktiske front, men det er ikke noget hun ikke kan lære – hun mangler simpelthen mere erfaring i at spille på dette niveau, hvor hun hele tiden møder gode spillere, og tager derfor en gang imellem nogle forkerte beslutninger på kristiske tidspunkter”, siger Peter Sartz, der dog har tiltro til sin spiller inden sidste del af OL-kvalen:

“Jeg tror hun har flere kræfter tilbage end de fleste hernede, så forhåbentlig kan hun tage dem på fysikken”, slutter en glad og optimistisk sportschef fra Nantes, hvor den danske kamp for en plads ved OL 2008 i Beijing fortsætter søndag kl. 10:00, hvor Mie Skov spiller sin første kamp i sidste runde, der indledes i aften med en dansk oversidder i det 24 spillere store deltagerfelt.

5/4 | 11:45 | Mie Skov imponerer fortsat
Lørdag formiddag fortsatte 21-årige Mie Skov sin imponerende høst af Top 100-skalpe ved OL-kvalifikationsturneringen, da hun uden sættab slog østrigske Li Qianbing, der er placeret som nr. 55 på verdensranglisten.

“Det er den bedste kamp hun har spillet i hele hendes karriere”, udtalte sportschef og coach Peter Sartz lige efter kampen – inden formiddagens sejr havde hun i Nantes endvidere slået russiske Irina Kotikhina (69) og italienske Nikoleta Stefanova (67).

Mie Skov vandt ubesværet de to første sæt, der begge endte 11-6. I tredie sæt kom hun bagud med 4-8, men vendte og vandt resten af sættets points til sætsejr på 11-8. I fjerde sæt var hun nede med to sætbolde, men vendte 8-10 til 13-11.

I sin næste kamp møder hun endnu en nationaliseret kineser, Xu Jie fra Polen, der er nr. 86 i verden – denne kamp spilles lørdag eftermiddag kl. 14:00.

4/4 | 10:45 | Nedtur i Nantes: 9-11 i 7. sæt
Mie Skov spillede fredag eftermiddag endnu et tæt opgør ved OL-kvalifikationsturneringen i franske Nantes, hvor det blev til nederlag mod kroatiske Cornelia Vaida, der besejrede den 21-årige dansker med 11-9 i 7. og afgørende sæt.

Skov var bagud med både 0-2 og 1-3, men fik udlignet til 3-3 efter et uhyre tæt sjette sæt, der endte med sejr på 15-13.

Det var tredie gang Skov måtte ud i afgørende sæt ved turneringen i Frankrig – alle tre kampe er blevet afgjort med to bolde, men kun en enkelt af disse til dansk fordel.

Mie Skov har endnu to chancer for kvalifikation til OL 2008 i Beijing – lørdag formiddag spiller hun næste runde, hvor de resterende 28 spillere er med i kampen om de næste fire pladser.

4/4 | 10:45 | Flot indledning af Mie Skov
Mie Skov fik en fantastisk start på hovedrunden ved OL-kvalifikationsturneringen i franske Nantes, hvor hun i sin første kamp slog italienske Nikoleta Stefanova med 4-1!

Skov kom bagud med 0-1, men vendte herefter kampen med fire tætte sætsejre – de tre første med to boldes margin, det sidste “overlegent” med tre bolde.

Stefanova er placeret som nr. 67 på verdensranglisten, og er den anden Top 100-spiller, som Skov har besejret i Frankrig – faktisk har hun nu slået to spillere, der er placeret blandt de bedste 70 spillere i verden.

– i den indledende pulje slog hun russiske Irina Kotikhina, der er nr. 69 i verden.

Mie Skov møder i næste runde Cornelia Vaida, Kroatien (93), der i sin første hovedrundekamp besejrede russiske Oksana Fadeeva.

Der er i hovedrunden 32 spillere med i kampen om de 11 OL-pladser – og alle resterede spillere har tre chancer for en billet til OL 2008 i Beijing:

I første omgang er spillerne opdelt i fire grupper, der hver spiller en knockout-turnering om de første fire pladser. Lørdag spilles en ny knockout turnering om fire pladser, og søndag spiller de resterende 24 spillere om de sidste tre pladser.

MIE SKOV (Foto: ittf.com)MIE SKOV (Foto: ittf.com)

DANSKE RESULTATER, 4.-5. APRIL
DAME SINGLE
Mie Skov – Elena Timina, Holland: 4-0 (11-8, 11-9, 11-7, 11-3)
Mie Skov – Sara Ramirez, Spanien: 4-0 (11-9, 11-7, 11-5, 11-8)
Mie Skov – Zhu Fang, Spanien: 3-4 (11-5, 9-11, 12-10, 8-11, 12-10, 11-13, 6-11)
Mie Skov – Tan Monfardini Wenling, Italien: 0-4 (4-11, 4-11, 7-11, 9-11)

Mie Skov – Li Qianbing, Østrig: 4-0 (11-6, 11-6, 11-8, 13-11)
Mie Skov – Xu Jie, Polen: 3-4 (11-9, 7-11, 6-11, 11-6, 7-11, 14-12, 9-11)

Mie Skov – Nikoleta Stefanova, Italien: 4-1 (8-11, 11-9, 12-10, 11-9, 11-8)
Mie Skov – Cornelia Vaida, Kroatien: 3-4 (12-14, 8-11, 11-8, 8-11, 11-8, 15-13, 9-11)

Forfatter: Madsen & Sørensen
Kontaktperson tlf.: 21 70 49 28
Kontaktperson e-mail: arne.madsen@dbtu.dk