Holder HGI ved i HED?

Fredag aften afvikes den anden kamp i semifinaleserien mellem de forsvarende mestre og grundspilstoerne, Køge Bugt og Hillerød, der måtte nøjes med femtepladsen samme sted.

Mestrene tog første stik på hjemmebane (5-3), så HGI skal dermed vinde aftenkampen i FrederiksborgCentret for fortsat at være med i kampen om den finaleplads.

Med kineserduoen Huang Hou Yu & Wang Wen Jie i spidsen for et styrkemæssigt noget ujævnt hold, der foruden førnævnte formentlig vil bestå af Peter Greczula og Henrik Laxby, har aftenens værter bestemt en chance mod gæsternes mere homogene hold, hvor der er mindre forskel på top og bund.

Selvom førstemanden Magnus Wahlgren vel knapt har levet op til de resultatmæssige forventninger, har mesterholdet så stor bredde, at de er favoritter.

Fredrik’erne, Lundqvist og Nilsson kan begge vinde kampe i 1. parkryds – også mod Huang & Wang – og er mere end svære at slå i næstbedste parkryds, hvilket bestemt også er gældende for rækkens bedste fjerdemand, Claus Rasmussen.

Kampen spilles som før nævnt i FrederiksborgCentret, hvortil der er gratis adgang – derudover er der publikumspræmier, opvisningskamp, m.v. til at under- og fastholde publikum undervejs, selvom den givetvis storartede bordtennis, der serves i gang kl. 18:45, formentlig er nok til dette!

For bordtennisentusiaster, der ikke bor tæt på Hillerød, er der LIVE-ticker på kampen – denne kan ses ved at følge overnstående link, der endvidere ligger på forsiden af dbtu.dk.

HILLERØD (Foto: HGI)KØGE BUGT (Foto: KØGE BUGT) 

På dbtu.dk kan man under Danmarksturneringen -> Elitedivisionerne læse meget mere om de 16 elitedivisionshold – ligeledes kan man læse nyheder fra både denne og sidste sæson…

Forfatter: Henrik Sørensen
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 12
Kontaktperson e-mail: gitte.hvid@dbtu.dk