Første stik til mesterne

De forsvarende danske mestre fra Køge Bugt sikrede sig søndag første stik i finaleserien mod grundspilsvinderne fra Roskilde – slutfacit i Køge blev 5-4, efter hjemmeføringer på 3-1 og 4-3 endte med med en Sudden Double-afgørelse.

Herunder Køge Bugt v Roskilde i kort tekst og tal…

MAGNUS WAHLGREN – HE KE YI: 3-1 (7-11, 11-5, 11-6, 12-10)
Hasse kom først på de fleste bolde i første sæt, mens Wahlgren primært vandt points fra distancen – herefter fik svenskeren gang i især returspillet, og kom derfor først på flere bolde, og tog sikkert initiativet.

Kampen bød på mange seværdige dueller, hvor svenskeren kom sejrrigt ud af de fleste – en fremragende indledning på finaleserien.

FREDRIK NILSSON – CASPER GAMMELMARK: 3-0 (11-7, 11-7, 11-8)
Her var sejren mindst ligeså sikker, som cifrene antyder – unge Gammelmark bed dog godt fra sig undervejs, men svenskeren var et par tænder bedre. Udover overmagten, skulle juniorlandsholdsspilleren endvidere kæmpe mod adskillige net- og kantbolde i tredie sæt, der måske kunne have været mere spændende uden.

FREDRIK LUNDQVIST – ALLAN BENTSEN: 3-0 (12-10, 11-7, 11-6)
Første finalekamps første – og største overraskelse! Lundqvist kørte reelt henover den danske ex-landsholdskæmpe, der bortset fra det indledende sæt hele tiden var et par skridt bagud.

Bentsens baghånd kørte langt fra som bedst – det gjorde svenskerens til gengæld, han vandt langt de fleste direkte baghåndsdueller undevejs.

Derudover vandt Bentsen (overraskende) få bolde i sit karakteristiske forsvarspil 2-3 meter fra bordet, men formåede ikke at omstille sig fra dette – Lundqvist takkede for dette, og trak sig sejrrigt ud af de fleste lange dueller.

Lundqvist fik dermed som den første 39-årige Bentsens skalp i denne sæsons HED – svenskeren var klart bedst på dagen, og sejren var helt fortjent.

CLAUS RASMUSSEN – CHRISTIAN LARSEN: 0-3 (4-11, 1-11, 5-11)
Overlegen sejr til Larsen, der fik gæsterne på tavlen – Rasmussen havde intet svar mod Larsens tryk, og var præcis så langt efter, som cifrene indikerer.

WAHLGREN – BENTSEN: 2-3 (7-11, 11-6, 8-11, 12-10, 7-11)
En kamp, der bølgede frem og tilbage – klare sætsejre til begge sider, inden Bentsen tilsyneladende fik overtaget fra tredie sæts start. Wahlgren kom dog igen i slutningen af fjerde, og via 1-5 og en time out, vinder svenskeren sættet på sin første sætbold.

Afgørende sæt er tæt i starten, men Bentsen vender 4-5 til 7-5, og rykker yderligere fra til sidst.

Bentsen fik i denne kamp væsentlig mere tryk i spillet, og “holdt bordet” mere end i åbningskampen, hvilket betød sejr over en ellers velspillende Wahlgren.

LUNDQVIST – HE: 0-3 (6-11, 6-11, 10-12)
Hasse lagde fra start maksimalt tryk på Lundqvist, der ikke havde noget modsvar før sent i tredie sæt, hvor Roskildespillen fik en halv gummiarm, der betød spænding i sættet (og kampen).

RASMUSSEN – GAMMELMARK: 3-0 (11-7, 11-7, 11-8)
Rasmussen vinder uden sværdslag klart med 3-0 over Gammelmark, der kun for alvor bider en smule fra sig i sidste sæt. Sejren giver hjemmeholdet matchbold i den første finalekamp.

NILSSON – LARSEN: 1-3 (10-12, 14-12, 7-11, 9-11)
Dagens anden sejr til den på-nærmeste-alt-flippende Larsen, der trods sden taktiske nedrykning til næstbedste parkryds spillede 1. krydsbordtennis!

En ciffermæssig tæt kamp, men Larsen virkede ovenpå det meste af tiden, og virkede sikker på sejren.

Nilsson så ud til at mangle troen ved 7-7 i tredie sæt – Larsen vandt de fire næste og dermed sættet. I fjerde sæt er Nilsson igen med til 7-7, men denne gang er godt spil fra Larsen årsagen til at han vinder sættet og kampen – denne gang med 11-9.

Udligningen er en realitet – efter 1-3 har Roskilde spillet sig tilbage!

LUNDQVIST/WAHLGREN – BENTSEN/LARSEN: 1-3 (5-11, 11-9, 11-7, 12-10)
Gode dueller, spektakulære bolde og en højspændende afslutning sørgede for en værdig afslutning på den første HED-finale:

Efter en overbevisende åbning af Roskilde, kommer Køge Bugt flot igen og vender 0-1 til 2-1. I fjerde sæt er KB bagud hele vejen, men den ellers i singlekampene storspillende Larsen havde ikke sine stolteste øjeblikke i afslutningen, og så vendte, og vandt mestrene, og tog første stik i finaleserien.

Der er returkamp mandag d. 21. april i Roskilde, og ender denne med hjemmesejr, spilles en tredie kamp tirsdag d. 22. april, ligledes i Roskilde.

På dbtu.dk kan man under Danmarksturneringen -> Elitedivisionerne læse meget mere om de 16 elitedivisionshold – ligeledes kan man læse nyheder fra både denne og sidste sæson…

Forfatter: Henrik Sørensen
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 12
Kontaktperson e-mail: gitte.hvid@dbtu.dk