Dansk BordTennis Union har været repræsenteret af 3 klubber i årets udgave af DIF-projektet Godt Idrætsmiljø for Unge.
Mandag aften blev Silkeborg BTK og Silkeborg KFUM som afslutning på deres deltagelse i projektet certificeret/hædret som klubber med et godt miljø for de unge medlemmer.
I projektforløbet (september 07-maj 08) er klubbernes ungdomsmedlemmer blevet involveret i klubbernes beslutningsprocesser. Klubberne har beskrevet hvad et godt idrætsmiljø for unge er hos dem, samt hvad der skal til for at opnå det eller forbedre det nuværende…
Silkeborg KFUM har bl.a. oprettet et ungdomsudvalg, der på sigt skal fungere som ungdomsmedlemmernes talerør til bestyrelsen. Ungdomsudvalget skal desuden være ansvarlig for afviklingen af forskellige sociale tiltag i klubben.
Silkeborg BTKs ungdomsmedlemmer har taget initiativ til afviklingen af en speciel ’ungdomsgeneralforsamling’ efter hver sæson, hvor de unges synspunkter vil blive luftet og forslag til forbedringer i klubben som helhed vil blive lagt frem.
Med certificeringen (på ovenstående billede overrækker DBTUs breddekonsulent diplomet til Silkeborg BTKs Simon Andersen) følger endvidere 2 x 3000 kr. fra DIF og DBTU.
Fra den kommende sæson stiller de to klubber op under samme navn, idet Søhøjlandets BTK – en sammenslutning af 4 tidligere Silkeborgklubber – mandag aften blev en realitet på klubbens stiftende generalforsamling.
Der foreligger nu klubberne – og ikke mindst ungdomsmedlemmerne fra de 4 gamle klubber – en stor udfordring i at opnå ’fælles fodslaw’ og fremstå og opleves som én integreret klub.
Ungdomsspillerne, som har været involveret i projekt Godt Idrætsmiljø for Unge, har vist vejen. De har sammen valgt at benytte nogle af midlerne fra DIF og DBTU til møblering og indretning af det nye fælles klublokale i Silkeborg SportsCenter. Breddekonsulenten blev tildelt hvervet at klippe snoren og officielt indvie hyggehjørnet i klublokalet med nyindkøbt sofa, TV mv. sammen med Claus Madsen og Anne Klærke fra Silkeborg KFUM.
Udover de 2 Silkeborgklubber har Esbjerg BTK desuden deltaget i årets udgave af Godt Idrætsmiljø for Unge.
En ny projektrunde ’skydes i gang’ i september måned. Interesserede klubber kan kontakte DBTUs breddekonsulenter for at høre mere om projektet – eller måske kontakte de ovennævnte klubber for at høre om deres udbytte af projektet.