Maze skadet i OL-træningslejr

Det danske bordtennis es Michael Maze blev skadet på førstedagen af den europæiske træningslejr i Østrig.

Han nåede kun et træningspas sammen med kroaten Zoran Primorac, og da netop var gået i gang med andet pas sammen med europamesteren Timo Boll gled han på gulvet og fik en forstrækning i lysken.

– Vi håber ikke det er så slemt, men har afbrudt træningslejren og vi tager hjem fra Østrig i dag siger den danske sportschef Peter Sartz.

MIchael skal undersøges i morgen tirsdag af Team Danmarks læger, og forhåbentlig er skaden ikke mere alvorlig end forberedelserne til OL kan fortsætte i næste uge, hvor de bedste europæiske spillere samles i Frankfurt i den første af to træningslejre i Tyskland.

Michael er i topform og fantastisk motiveret, og derfor er det ærgerligt, at der sker et afbræk i forberedelserne. Vi må blot håbe på at, skaden ikke er værre end, at han kan begynde at spille igen i løbet af nogle dage, siger Peter Sartz.

Michael Maze har tidligere været skadesramt, men har aldrig tidligere haft lyskenskader.

Michael Maze er den eneste danske bordtennisspiller der er udtaget til OL. I 2004 vandt han bronze sammen med Finn Tugwell. Han er seedet som nummer 16 til OL i Beijing i single, hvilket betyder at han først træder ind i turneringen i 3. runde.

Forfatter: Arne Madsen
Kontaktperson tlf.: 21 70 49 28
Kontaktperson e-mail: arne.madsen@dbtu.dk