I løbet af maj og juni måned var DBTUs breddekonsulenter på rundtur til klubberne, der er engageret i DBTUs klubudviklingsprojekt – Klubben i fokus. Projektet løber over 2 år – så møderne havde form af en midtvejsevaluering af projektet med de enkelte klubber.
Klubberne har hver især udarbejdet en individuel handlingsplan, som evalueringen tog udgangspunkt i. Derudover gennemgik vi i fællesskab klubbernes oplevelse af det hidtidige projektforløb og fik fra klubberne en lang række idéer til forbedring af projektet, som vi i vid udstrækning vil implementere i eventuelle kommende projektforløb.
Vi oplever generelt en stor tilfredshed i klubberne med deres udbytte af projektet hidtil – og har samtidig uddelt store roser til langt de fleste klubber. Det er vores vurdering, at klubberne generelt har ’lagt sig i selen’ for at arbejde med deres fokuspunkter og nå de fastsatte mål. Der er selvfølgelig plads til forbedringer de fleste steder – men ’Rom blev jo som bekendt ikke bygget på en dag’. Der er således nok at tage fat på i resten af klubbernes projektperiode.
5 af de 10 tilbageværende klubber i projektet (7 klubber afslutter projektet i løbet af sommeren) har som en del af projektet gennemført lederkurset Klubbens årsplan. Det har uden undtagelser været et meget positivt bekendtskab for klubberne, som giver udtryk for, at kurset har været med til at sætte opgaverne i system og gøre lederarbejdet mere overskueligt og bedre koordineret. Flere af de øvrige klubber planlægger at tage kurset i deres projektår 2. Kurset er ligeledes et stående tilbud til alle øvrige danske bordtennisklubber under DBTU – kontakt DBTUs breddekonsulenter og hør mere…
Der er stor forskel i klubbernes tilgang til projektet. Nogle klubber har i løbet af det første projektår stort set nået hvad de planlagde over hele den 2-årig periode. Dem har vi forsøgt at prikke lidt til, for at få dem til at ’hæve overliggeren’ og tage nye opgaver og delmål med i projektet. Andre har arbejdet støt og roligt derudaf – men mangler endnu en hel del fra at være ’i mål’ i forhold til deres skitserede handlingsplan.
Næste møde med klubberne bliver i slutningen af august, hvor vi har inviteret de involverede klubber til et ’erfaringsudvekslingsmøde’ henholdsvis øst og vest for Storebælt. Et af DBTUs delmål med projektet har været at initiere en form for netværksdannelse klubberne imellem. Enkelte klubber har på egen hånd taget initiativ til erfaringsdeling – vi hjælper nu yderligere på vej ved ovennævnte tiltag.
Klubudviklingsprojektet – Klubben i fokus – er blevet revideret en smule på baggrund af input og erfaringer fra de første klubber, der har gennemført projektet. I starten af den nye sæson præsenteres det nye koncept her på siden samt i DBTU-NYT og alle klubber opfordres til at blive en del af projektet. Mere om det senere… lige nu ønskes I en fortsat god sommer: Vi ses i hallerne til september…