Undersøgelse af fynske idrætsforeninger viser, at hver femte ikke indhenter lovpligtig børneattest.
I sommeren 2005 vedtog Folketinget en ny lov som betyder, at alle klubber fra og med 1. juli 2005 skal indhente en børneattest før man ansætter trænere/instruktører, som skal have vedvarende kontakt med børn og unge under 15 år.
En ny undersøgelse fra Fyn viser nu, at hver femte idrætsforening undlader at tjekke, om en ny træner er dømt for overgreb på børn, selv om de har pligt til det ifølge loven.
– Langt de fleste forklarer, at de kender de nye trænere personligt og ikke føler et tjek er nødvendigt. Nogle frygter også, at krav om tjek kan virke unødigt stødende på nye trænere, og med den mangel, der er på frivillige i idrætslivet, vil man ikke bede om at tjekke dem af frygt for, at de så ikke vil være frivillige i foreningen, fortæller Stine Sørensen, den ene af to idrætsstuderende, der har lavet undersøgelsen som bachelorprojekt ved Syddansk Universitet.
Ifølge hende er der også stadig foreninger som slet ikke kender til lovkravet om at indhente børneattester på nye frivillige.
257 fynske idrætsforeninger har deltaget i undersøgelsen. Resultatet er ikke direkte repræsentativt for resten af landet, men hvis det overføres til landsplan, betyder det, at op mod 1500 idrætsforeninger undlader at indhente børneattester på nye frivillige i foreningen.
– De store foreninger med mange medlemmer i vores undersøgelse har tjek på tingene. Det samme har de foreninger, der tidligere har haft problemet inde på livet. Men især i de mindre foreninger føler mange, at de kender hinanden så godt, at et tjek er unødvendigt, fortæller Stine Sørensen.
Før en forening, myndighed eller virksomhed ansætter en medarbejder, der skal have med børn under 15 år at gøre, skal der indhentes en børneattest. Tidligere var denne ordning frivillig, men pr. 1. juli 2005 blev det et lovkrav.
I DBTU indhenter vi hvert efterår børneattester på de trænere/ledere, som arbejder med eller kan komme til at arbejde med børn og unge under 15 år. Vi indhenter på alle trænere/ledere, også selv om det er trænere, der har været ansat i mange år. På den måde mener vi, at vi bedst beskytter både de børn, som vi under træning har ansvaret for, men også de trænere/ledere som vi engagerer i arbejdet.
Vi anbefaler alle vore klubber at gøre det samme, hvis man gør det hvert år ved sæsonstart, så er man sikker på at have gjort hvad man kan og også sikker på, at man ikke overtræder loven.
Ingen ønsker at få sådanne belastende sager ind på livet, og opstår de, er de utrolig vanskelige at håndtere. Ifølge Danmarks Idræts-Forbunds bestemmelser skal en klub, såfremt den får oplysninger om, at en leder/træner er blevet anklaget eller dømt for overgreb på børn, straks oplyse det til Danmarks Idræts-Forbund.
Der findes på DIF’s hjemmeside forskellige publikationer, som anviser måder at håndtere sagerne på.
Download blanket til rekvisitionen af børneattesten
– samt en vejledning om at indhente og håndtere børneattester
Kilde: Ritzau