“En stor udfordring”

 DE OLYMPISKE LEGE  DE OLYMPISKE LEGE  DE OLYMPISKE LEGE  DE OLYMPISKE LEGE  DE OLYMPISKE LEGE  DE OLYMPISKE LEGE  DE OLYMPISKE LEGE 

Den tidligere mangedobbelte danmarksmester, og nu sportsjournalist på Fyens Stiftstidende, Trine Grauholm er i Beijing for at dække OL 2008 – Trine har sendt en stemningsrapport hjem fra den kinesiske hovedstad, og vender senere tilbage med en ditto efter legenes afslutning…

OL i Beijing bliver noget helt særligt set i et historisk lys, fordi optakten har været præget af Kinas seriøse problemer med menneskerettigheder, luftforurening og censur.

Det gør det til en stor udfordring at dække denne megabegivenhed, og jeg er blevet opfordret til at delagtiggøre dbtu.dk’s læsere i mine forventninger forud for legene.

Først er det på sin plads at fortælle, at jeg skal dække OL for Fyens Stiftstidende i samarbejde med fotograf Peter Leth-Larsen og Jyske Vestkystens sportsredaktør Ole Bruun.

Vi skal under OL fungere som en fælles redaktion, hvilket giver den fordel, at vi hver især kan bruge tid på også at lave nogle anderledes ikke-sportsrelaterede reportager.

BIRD'S NEST (Foto: beijing2008.cn)OL 2008 (Foto: olympic.org)

Først og fremmest glæder jeg mig til at opleve den fantastiske stemning, der er under et OL, og dernæst er jeg spændt på at opleve, hvor mange restriktioner, vi møder i vores arbejde.

Kineserne har opfundet bureaukratiet, men det har vi nu ikke mærket meget til hidtil. De lader til også at have mennesker nok, og tallet 300.000 frivillige hjælpere har været nævnt i medierne. Det gule akkrediteringskort lader til at åbne mange døre i en fart.

At taxichaufførerne har været på engelskkursus har dog næppe haft den helt store effekt. I hvert fald endte vores første forsøg på at praje en hyrevogn i en mere end almindeligt desillusioneret chauffør og fire stærkt gestikulerende hjælpere, der ikke kunne oversætte adressen til den intetanende chauffør.

Senere blev vi læsset over i en anden bil, hvor indehaveren var et stort smil, imødekommende og komplet ude af stand til at gøre sig forståelig. Jeg prøvede eller at sige ”Wang Liqin”, men udtalen var nok ikke den rette, så vi smilede bare til hinanden og blev temmelig overraskede, da han kørte os direkte til hotellet.

Nok om det.

Den første idrætsstjerne, vi stødte på i lufthavnen, var Vladimir Samsonov, og han virkede umiddelbart til at have masser af overskud, da en holdkammerat skulle bruge hjælp til at få sin akkreditering aktiveret.

Jeg håber at komme til at se en del af bordtennisturneringen, men da holdfinalen falder sammen med banecyklingen, hvor Fyn har medaljehåbene Daniel Kreutzfeldt, Alex Rasmussen og Casper Jørgensen med, ender det måske med, at jeg kun får mulighed for at følge Maze. Vi får se.

Atletik, badminton og naturligvis håndbold er andre idrætsgrene, der gerne skulle blive tid til i løbet af de næste 20 dage, og så skal vi ud at besøge en af de mange kinesiske sportsskoler, hvor morgendagens stjerner knokler for fremtiden. Det forventer jeg mig også en del af.

Med olympiske hilsner
Trine Grauholm

– læs alle OL-nyheder, find div. OL-links, m.v. under OL 2008

 DE OLYMPISKE LEGE  DE OLYMPISKE LEGE  DE OLYMPISKE LEGE  DE OLYMPISKE LEGE  DE OLYMPISKE LEGE  DE OLYMPISKE LEGE  DE OLYMPISKE LEGE 

Forfatter: Trine Grauholm
Kontaktperson tlf.: 50 85 05 85
Kontaktperson e-mail: henrik@dbtu.dk