Næstved Bordtennis drømmer om guld

Når der i morgen aften kl. 17 tages fat på guldkampen i dette års finaler i Bordtennisligaen for herrer.


Næstved har rettighederne til billedet

Et sølle sæt var Næstved fra guldet for to år siden i den anden finale i Bauhaus Arena i Roskilde, da Franzén og Maze spillede golden sæt i en propfyldt og stemningsladet arena. Roskilde Bordtennis har vundet hvert år siden klubbens første titel i 2008 på nær et år, nemlig i 2012, hvor København løb med guldet efter finalesejr over OB.

Franzén og Maze havde mødt hinanden to gange inden i den ordinær finaletid, hvorfor der nærmest var elektricitet i luften under det afsluttende golden sæt, og tilskuere fra begge lejre var helt inde over banderne for at heppe egen mand til sejr. Maze holdt hovedet koldt, og man kunne da også ane, at Europamesteren fra 2009 lod sig rive med af spændingen og havde næven oppe efter sejren.

Nederlaget gjorde nas i Næsted Bordtennis, og der er stadig uforløste følelser i spil i Næstved lejren. Følelser der ikke blev bedre af, at Næstved netop lige havde slået Roskilde 5-2 i slutspillet inden Danmark gik i sort i marts sidste år. Efter to sejre i de netop spillede semifinaler over B75 på 5-1 er selvtilliden i top, og der er en tro på, at nu skal det være, guldet skal hjem til Næstved i år.

For at lykkes vil Næstved givet sætte deres lid til deres brølstærke svenske 1.single Hampus Söderlund, der i indbyrdes opgør mod Roskildes svenske 1. single Jens Lundquist er foran 2-1 i sejre (inkl. proserien i Sverige), dog vandt Jens det seneste opgør med 3-0 i sæt. Hampus skal tage to singler, og formstærke Tomas Koldas skal slå 52-årige Allan Bentsen og dermed 3-1 i første parkryds. I 2. kryds skal rutinerede Magnus Månsson slå Antoine Doyen, så er Næstved på fire sejre, derfra kan alt ske.

Modsat er det selvfølgelig svært at komme udenom Roskildes rutine og topniveau, når formen er der. Roskilde har et stærkt mandskab, der heller ikke har glemt kampen fra for to år siden. Maze og Co har været flittige i træningslokalet, og har haft særlig sparring inde i træningen for at sikre bedst mulig forberedelse.

Så der er lagt op til noget af et brag, når 1. finale går løs i morgen tirsdag kl. 17. Men holdk… hvor er det trist, at en sådan finale skal spilles uden tilskuere, når diverse spillesteder kan holde koncerter med publikum på.