Store overraskelser I Tokyo 2020

Et indlæg af pressechefen i Bordtennis Danmark, Arne Madsen.

Mima Ito og Jun Mizutani vandt den første guldmedalje i mixeddouble ved et OL og vandt samtidig den første japanske guldmedalje ved dette OL, da de mandag vandt mixeddoublefinalen over de kinesiske favoritter Liu Shiwen og Xu Xin. Det var en drabelig finale, hvor japanerne efter at have været bagud 0-2 vandt 4-3 efter fantastisk spil. Lige siden Japan fik tildelt OL har de japanske arrangører kæmpet for at få mixeddouble på programmet og lægge kampene de første dage for at få en hurtig finale. Japanerne troede nemlig på, at de havde en stor chance for at kunne vinde en medalje i mixeddouble. Missionen lykkedes efter fremragende spil. Mixed double ser ud til at være kommet for at blive.

OL er nu nået til kvartfinalerne i singlerne. I herre single består kvartfinalisterne helt exceptionelt af syv forskellige nationaliteter. De allerbedste spillere, top 17-32, kom med i 2. runde og 1-16 kom med i 3. runde. I den første kamp i turneringen plejer spillerne ofte at have problemer, når modstanderen i første kamp har spillet sig ind i hallen og turneringen. De store overraskelser udeblev i år. Der var kun 5 seedede spillere, der røg i 2. runde og tre af de 16 bedste, der røg i deres første kamp i 3. runde.

I 2. runde slog Gionis (Grækenland) Saleh Ahmed (Ægypten), Tsuboi (Brasilien) slog Ionescu (Rumænien), Bojan Tokic (Slovenien) slog Tomaslev Pucar (Kroatien), Paul Drinkhall (England) slog 17. seedede Gardos (Østrig) og Kirill Skackov (Rusland) slog det amerikanske håb (Jha Kanak).

I 3. runde var det mest overraskende resultat, at Mattias Falck (Sverige) tabte 4-3 til den tidligere København BTK spiller Omar Assar (Ægypten). Darko Jorgic (Slovenien) slog Liam Pitchford (England) og Tsuboi (Brasilien) slog Quadri Aruna (Nigeria). Det mest spændende opgør stod mellem Gionis (Grækenland), som havde 8 matchbolde, men endte med at tabe 4-3 til koreaneren Jeoung Youngsik, som i dagens anden kamp vandt over den 40-årige nykårede europamester Timo Boll med 4-1. Var det Bolls sidste OL? 

Den helt store overraskelse skete i 1/8 delsfinalen, hvor det store japanske håb Tomokazu Harimoto blev slået 4-3 af den slovenske overraskelse Darko Jorgic. Omar Assar fortsatte de gode takter og spillede sig i kvartfinalen ved at slå Chuan fra Taiwan. Ovtcharov fra Tyskland vandt over Koki Niwa fra Japan med 4-1. 

I kvartfinalerne i morgen er der 7 nationer og 4 kontinenter med, hvilket må være rekord. 

 

Kvartfinaler i morgen:
– Ma Long (Kina) – Omar Assar (Ægypten)
– Lin Yj (Taiwan) – Darko Jorgic (Slovenien)
– Hugo Calderano (Brasilien) – Dmitri Ovtcharov (Tyskland)
– Fan Zhandong (Kina) – Jeoung Youngsik (Korea)

Hos kvinderne er der kun en europæer tilbage blandt de otte kvartfinalister, og det er den kinesisk fødte tysker Yin Hang.   

 

Statistik
Efter de indledende runder i den individuelle turnering kan man i resultaterne læse sig frem til følgende statistikker:

Kvinderne:
– 
Længste kamp 1 time 8 minutter, korteste 20 minutter, gennemsnit 40 minutter
– Resultat: 4-3 27% af kampene, 4-2 29% af kampene, 18% 4-1 af kampene og 16% 4-0 af kampene
– Pointforskel i hver enkelt sæt: 2 bolde 28%, 3 bolde 20%, 4 bolde 20% og 5 bolde 39%. Gennemsnit 17,85 bolde pr. sæt
– Et sæt varer mellem 4 og 15 minutter. Genemsnit 6 minutter
– Længste duel:  54 slag , gennemsnit 5 slag

 

Mændene:
– 
Længste kamp 1 time 28 minutter, korteste 22 minutter, gennemsnit 45 minutter
– Resultat: 4-3 12% af kampene, 4-2 8% af kampene, 20% 4-1 af kampene og 16% af kampene
– Pointforskel i hver enkelt sæt: 2 bolde 30%, 3 bolde 11%, 4 bolde 16% og 5 bolde 13%.  Gennemsnit 18,13 bolde pr. sæt
– Et sæt varer mellem 3 og 18 minutter. Genemsnit 5 minutter
– Længste duel:  47 slag. Gennemsnit 5 slag