Der er mange klare favoritter ved årets danske ungdomsmesterskaber, der i den kommende weekend afvikles i Ribe – i over halvdelen af de otte singerækker findes en klar favorit.
Mikkel Hindersson (U21), Rikke Nørskov (Pige), Ruben Jensen (Drenge), Emma Højlund (YP) og Anders Lind (YD) må alle leve med (stor)favoritværdigheden i den jyske købstad.
DM for Ungdom 2010 er desværre ramt af fravær fra en del af de største profiler på dame- og herresiden, hvor en håndfuld af de meste markante ungdomsspillere ikke er tilstede.
På den i forvejen smalle dameside er der afbud fra Pernille Agerholm og Izabell Nørlem (U21), der begge repræsenterer nationen ved NETU-mesterskaberne i den finske hovedstad, Helsingfors, mens pigeforhåndsfavoritten og outsideren i Dame Junior, Simone Dueholm er skadesramt.
Hos herrerne er den kommende VM-debutant Morten Hyrup (U21) og Jonathan Groth (U21 og HJ) ligeledes optaget af landsholdstjenest i Finland – derudover savnes Rasmus Klein-Døssing og Kasper Sternberg, der ikke er tilmeldt.
Dame U21
Her skiller en trio sig ud, og det er ikke nemt at skille disse ad – Pernille Søndergaard er topseedet, men både Mie Jacobsen og Stefanie Christensen kæmper med om guldmedaljen.
Herre U21
Mikkel Hindersson er den naturlige favorit, men især førsteårsseniorspilleren Tobias Lau, der også i denne sæson har vist stor fremgang, er et seriøst modbud til favoritten.
Outsidere er Asbjørn Reenberg, Casper Gammelmark og måske den lokale Søren (E.) Nielsen, der trådte sine bordtennisbarnesko i Ribe BTK, og som på en god dag måske kan nå en medaljegivende semifinale på sin gamle hjemmebane…
Dame Junior
Her er det 2/3 af favorittrioen fra U21-rækken, der formentlig skal kæmpe om guldmedaljen – Mie Jacobsen og Stefanie Christensen kan måske udfordres af Rikke Nørskov, der på gode dage kan drille (og slå) de bedste DJ’s…
Herre Junior
Den måske mest åbne række ved årets mesterskaber med en lille håndfuld potentielle vindere – Asbjørn Reenberg, Sebastian Haack, Nichlas Middelhede og drengespilleren Ruben S. Jensen kæmper om guldet, mens endnu et par spillere kan kæmpe med om medaljerne…
Pige
Her er Rikke Nørskov storfavorit, og bliver svær at slå – medaljebudene efter Nørskov er primært Linnea Hindersson, Katrine Riis og yngrepigespilleren Emma Højlund…
Drenge
Endnu en klar favorit – Ruben S. Jensen demonstrerede ved Top 12 hvem der bedst i drengerækken, og selvom det er tre måneder siden, bliver fynboen givetvis svær at slå.
Største udfordrer er formentlig yngredrengespilleren Anders Lind, der er blandt de allerbedste i Europa i sin årgang – Lind er, foruden at være storfavoriti sin egen aldersklasse, hvor han allerede i sidste sæson vandt både Top 12 og DM, medalje- og måske mesterskabskandidat hos drengene.
I drengerækken bliver der kamp om medaljerne, der foruden de to favoritter, kan vindes af Jacob Reuther, Viktor Stilling og Århustrioen Patrick Stobberup, Nikolaj Thomsen og Viktor Nielsen…
Yngre Pige
Hos de yngste piger er Emma Højlund storfavorit – Højlund er normalt et niveau over sine jævnalrende konkurrenter, men nerver har før fældet større favoritter end hende, så rækken skal spilles først – Rikke Holst Willadsen og Karoline Dam Mortensen er de største udfordrere…
Yngre Drenge
Endnu en storfavorit hos de yngste – præsentationen af Anders Lind kan ses under drengerækken.
Hos de yngste er det ofte svært at spå, og bortset fra Linds ubestridte favoritværdighed, ligner det en åben række – Jacob Hansen vandt, i Linds fravær, Top 12, og ligner et godt finalebud ved DM, og er sammen med de semifinaleseede Oliver Møller Hansen og Marc Kynde gode medaljebud…
– program, nyheder, m.v. ang. DMU 2010 kan ses under Danske Mesterskaber…