Bordtennisverdenen fik søndag eftermiddag et regulært chok, da Kina IKKE blev verdensmestre hos damerne – Singapore tog fusen på kineserne, alle bordtenniseksperter og adskillige bookmakere, der i den grad havde regnet med endnu et kinesisk dameguld i Moskva.
Singapore vandt finalen med 3-1, og sikrede sig dermed deres første VM-guldmedalje nogensinde – samtidig var det første gang siden 1991, at Kina ikke vandt damerækken, og kun anden gang i de seneste 37 år!
Hos herrerne gik det efter planen – her vandt Kina guldmedaljerne for femte gang i træk, da de finaleslog europamesterne fra Tyskland med 3-1, efter at have været bagud med 0-1.
Kinas herrer vandt dermed holdverdensmesterskabet for 17. gang i alt – siden 1979 har kun Sverige kunnet fravriste kineserne VM-titlen, hvilket sidst skete for 10 år siden.
Statistik for alle VM-turneringer (1927-2010) kan ses ved at følge linket – se alle VM-nyheder fra dbtu.dk, presseklip, de danske resultater og ditto kampprogram, samt links til VM-deltagernes individuelle landsholdssider under VM 2010…