Succes for BBB & FBTU

33 unge bordtennisspillere fra hele Fyn trodsede sommervarmen,og mødte i højt humør til bordtennisskole i en kølig Rasmus Rask hal i Bellinge i den første uge af sommerferien.

Forude ventede en uge med bordtennistræning med forskellige former for træningsøvelser, bordtennislege og forskellige aktiviteter.

Spillerne kom primært fra arrangørklubben BBB-Bordtennis med 11 spillere samt Faaborg og OB, men ellers var en række forskellige klubber repræsenteret.

Spillerne var primært i alderen 10 til 12 år, men der var også to ældre, kommende drengedivisionsspillere med fra OB.

Mange af spillerne kendte hinanden fra pointstævner og holdturneringen, men helt nye bekendtskaber blev også skabt i løbet af ugen. Flere af drengene er nu blevet venner på Facebook.

Generelt var spillerne meget motiverede og engagerede, og deres indstilling og opførsel var helt i top ugen igennem.

Træningen blev varetaget af de unge bordtennistalenter Ida G. Nielsen, Esbjerg og Nikolaj Ilsøe fra OB. De brugte den første formiddag til at lære spillerne at kende, hvorefter spillerne blev opdelt i to grupper efter niveau med hver sin træner.

Træningsøvelserne kunne derefter tilpasses spillernes forudsætninger og kompetencer. I pauserne blev der tid til at spille fodbold og rundbold, og det var nogle opkogte og svedige drenge, der vendte tilbage.

Fra BBB’s side skal der lyde stor ros og anerkendelse af deres indsats, og vi kan kun anbefale at tage springet og bruge unge spillere som trænere ved lignende arrangementer. De var til stor inspiration og var forbilleder for spillerne, ligesom vi “gamle” fik luret et par træningsøvelser og tricks af.

Onsdag eftermiddag var der arrangeret opvisningskamp mellem OB’s divisionsspillere Rasmus Klein-Døssing og Frederik Dalager, og de gav fuld valuta for pengene i et underholdende show.

Til at bistår trænere var vi tre personer: Lars M. Pedersen, Dennis Jensen og Birger Markmann fra BBB-Bordtennis. Vi varetog praktiske og organisatoriske problemer, som opstod undervejs. Vi var forskånet for uheld, og lidt plaster og et par Panodiler løste de problemer, der opstod.

I løbet af ugen dukkede der flere seniorspillere op og spillede et par timer. Udover at det var hyggeligt, så var det også inspirerende for de unge spillere at se spil i et noget højere tempo ved nabobordet, ligesom det blev til flere udfordringskampe mod de “gamle”.

Der var sørget for gratis frugt hele ugen sponsoreret af den lokale Fakta, og alle spillere fik en bordtennistrøje med tryk, som det synlige bevis på, at de havde deltaget i bordtennisskolen.

I cafeteriet var der opstillet storskærm, der viste Dvd’er med de store stjernes kampe, shows og træningsøvelser. En af spillernes forældre tog en masse billeder samt et gruppefoto af alle i de udleverede bordtennistrøjer, der blev vist på DVD-afspiller i cafeteriet.

Disse billeder blev endvidere lagt over på en CD, som blev udleveret til at alle deltagende klubber til videredistribution til alle spillere.

Samlet set har det været en fornøjelse af gennemføre bordtennisskolen med engagerede spillere, som har udviklet sig gennem ugen, og et par dejlige, unge trænere, der stille og roligt har gennemført en kompetent, myndig og varieret træning af børnene.

Fra BBB’s side er vi derfor klar til at gentage succesen til næste sommer.

BBB & FBTU BORDTENNISSKOLE 2010

Forfatter: Birger Markmann
Kontaktperson e-mail: birgergerda@hotmail.com