Drengene overlevede

Danmark har stadig to hold med A-status i Europa – drengeholdet overlevede med nød og næppe nedrykningskampen mod Serbien, hvor de vendte 0-2 til 3-2, hvilket sikrede dém 15. pladsen og dermed endnu en sæson i det bedste europæiske selskab, når UEM 2011 afvikles om et års tid.

Ruben Jensen og Jacob Reuther indledte begge med nederlag på 1-3, og nede 0-2 så det ikke godt ud for de danske overlevelsesmuligheder knap midtvejs i holdkampen mod Serbien.

I doublen vandt Jensen/Reuther en sikker sejr på 3-1, hvorefter Jensen udlignede til 2-2 efter en yderst kneben sejr i fem sæt, hvor afgørende sæt endte med 11-9.

Derefter var det op til Reuther at vinde eller forsvinde – og den danske drengemester vandt!

Reuther vandt med 3-0, men skulle disse cifre indikere at det var en klar sejr, tager man helt fejl – cifrene i de tre sæt lød på 16-14, 11-8, 13-11, og Reuther overlevede adskillige sætbolde undervejs.

“Det blev en ren gyser mod Serbien, hvor begge drenge startede nervøst – doublen blev vendepunktet, og efter knap tre timers kamp kunne Reuther lukke til en sejr på 3-2.

Mentalt stærkt af drengene, der viste god gejst og udstråling i holdkampens afgørende situationer”, udtalte ungdomslandstræner Mads Flod-Sørensen efter drengenes overlevelseskamp.

Nederst kan ses samtlige drengeholdets resultater fra EM for Ungdom 2010, som man kan læse meget mere om ved at følge de to links øverst…

19/7 – 19:00 | Nedrykningsbrag venter
Efter to nederlag i dagens placeringskampe spiller Danmarks drenge nu om at undgå nedrykning fra A-gruppen ved EM for Ungdom 2010 – Danmark tabte i dag 0-3 til Holland og 2-3 til Østrig.

Drengecoach Rasmus Jespersen havde følgende kommenaterer efter de to nederlag:

“Drengene har kæmpet hårdt på i dag, men desværre tabte vi begge holdkampe – nu gølder den sidste holdkamp mod Serbien, som afgør om vi bliver i A-gruppen”.”

Drengene spiller deres sidste og altafgørende placeringskamp tirsdag eftermiddag, der afgør om Danmark forbliver i A-gruppen, og hvor modstanderen altså er Serbien.

Nederst kan ses drengeholdets kampprogram og resultater fra EM for Ungdom 2010, som man kan læse meget mere om ved at følge de to links øverst.

19/7 – 11:00 | Drengene imponerede
Efter stor forvirring, adskillige omlodtrækninger og – ikke mindst – en tæt kamp mod vores naboer fra Tyskland, er drengeholdet ude af medaljekampen ved EM for Ungdom 2010.

Det blev 2-3 mod favoritterne fra Tyskland, men først efter dansk føring på 2-1, og storspil af både Ruben Jensen og Jacob Reuther.

Begge leverede gode indsatser mod Europas nr. 9, Qiu Liang, hvor især Reuther imponerede – efter et knebent nederlag i åbningssinglen, vandt Jensen over Florian Schreiner, inden de sammen vandt doublen, og bragte sig foran med 2-1 i holdkampen.

Dette vakte opsigt hos ETTU, der fremhævede netop 1/8-finalen mellem Danmark og Tyskland på ettu.org, som man læse ved at følge linket.

Ungdomslandstræner Mads Flod-Sørensen havde følgende kommentarer til 1/8-finalen:

“Drengene leverer en ægte mandfolkepræstation mod tyskerne, og det viser hvor stort et potentiale der er i spillerne, og det lover godt for både resten af turneringen og for fremtiden.

Alle leverer en super præstation, der naturligvis er mere end godkendt – drengene var skuffede efter nederlaget, hvilket er fuldt berettiget, men nu er det den næste kamp, der gælder.

Der venter et stykke arbejde i at forberede drengene til kampen i eftermiddag – det er en ny kamp, og uanset om man vinder eller taber, skal man være klar til næste opgave”, siger Flod-Sørensen, der ikke har meget til overs for organisationstalenterne hos arrangørerne, ETTU:

“Omstændighederne omkring lodtrækningen til 1/8-finalerne har været en farce – først blev der trukket lod hele tre gange, og selv efter den anden omlodtrækning vidste ETTU ikke om det var rigtigt, og bad de implicerede coaches om at tjekke om alt var som det skulle være.

Mange af lederne har været med i mange år, og alligevel ved de stadig ikke hvordan regler og procedurer er omkring sådanne ting – det er simpelthen rystende”, slutter ungdomslandstræneren.

Drengene spiller deres første placeringskamp mandag eftermiddag, hvor modstanderen er Holland – nederst kan ses drengeholdets kampprogram og resultater fra EM for Ungdom 2010, som man kan læse meget mere om ved at følge de to links øverst…

18/7 – 12:00 | Drengene vandt i Play Off
Danmarks drenge kvalificerede sig på overbevisende vis søndag formiddag til 1/8-finalerne ved UEM 2010 – i play off-kampen blev England sikkert besejret med 3-0, og dermed er drengeholdet blandt de 16 sidste i Istanbul.

Drengecoach Rasmus Jespersen havde følgende kommentater efter kampen:

“Drengene spiller godt i begge singler, og vinder overbevisende – Jacob Reuther gik forrest mod førstemanden, og derefter vinder Ruben Jensen over deres andenmand efter at have spillet stabilt hele vejen.

I doublen starter det skidt, og vi kommer bagud med 0-2 og med 3-5 i tredie sæt – efter en time out vender kampen, og vi kører kampen hjem fra midtvejs i tredie sæt.

Det var en god indsats fra alle – både ved bordet og på bænken!

Vi er allesammen glade for sejren og pladsen i 1/8-finalen i morgen, som vi glæder os meget til, selvom vi er underdogs mod Tyskland, som vandt deres pulje”, siger en realistisk drengecoach, der samtidig udtrykker stor tilfredshed med sit holds indsats gennem de første 2½ dag i Tyrkiet:

“Det har været en meget positiv oplevelse indtil videre – spillerne er kommet med en god erfaringsmæssig ballast fra Polish Open og Six Nations, og selvom tre ud af fire spillere er debutanter, er de ikke benovede over at være til UEM.

Ingen af spillerne har fokus på at de er med til et UEM, men fokuserer på at spille bordtennis – alle ved hvad der skal arbejdes med og gør det optimalt ud fra det.

Spillerne kender deres pladser på holdet – f.eks tager Ruben ansvar for hele holdet og bevarer samtidig sit eget fokus, og man kan mærke han bidrager alt for holdet. hvilket er  meget positivt”, slutter Rasmus Jespersen, der sammen med drengeholdet er klar til 1/8-finalen mod Tyskland:

“Vi gør hvad vi kan, og ser hvad det rækker til – forhåbentlig kan vi vinde!”

Drengene spiller 1/8-finale søndag middag, hvor modstanderen altså er Tyskland – nederst kan ses drengeholdets kampprogram og resultater fra EM for Ungdom 2010, som man kan læse meget mere om ved at følge de to links øverst…

17/7 – 11:45 | Drengene sluttede sidst
Drengeholdet vandt et enkelt sæt, da reserverne fik chancen i den sidste gruppekamp mod Frankrig – 2 x Jacob, Hansen og Reuther, debuterede begge i singlesammenhæng, og det var Hansens første UEM-optræden overhovedet, efter at have siddet på bænken i de to første holdkampe.

Danmark skal dermed spille en enkelt play off-kamp, hvor modstanderen er en gruppevinder fra B-gruppen, som findes senere lørdag – play off-kampen afvikles søndag.

Drengene spiller altså deres næste kamp søndag, hvor modstanderen som nævnt endnu er ukendt – nederst kan ses alle drengeholdets kampprogram og resultater fra EM for Ungdom 2010, som man kan læse meget mere om ved at følge de to links øverst…

16/7 – 20:00 | Play Off venter
Danmarks drenge har indledt EM for Ungdom 2010 med to tabte holdkampe – efter formiddagens åbningsnederlag mod Polen (1-3), blev det til endnu et af slagsen, da det blev 2-3 mod Rusland.

Drengene kom bagud med 0-2, fik udlignet til 2-2, men tabte så den sidste og altafgørende kamp, hvilket betød russisk sejr på 3-2 og det andet danske nederlag i Istanbul.

Med de to nederlag, og de topseedede storfavoritter fra Frankrig som modstander i den sidste gruppekamp, ligner det unægteligt en fjerde- og sidsteplads i den indledende gruppe – dermed skal Danmark i Play Off om en plads i 1/8-finalerne.

Ungdomslandstræner Mads Flod-Sørensen havde følgende kommentarer til nederlaget:

“Det var et ærgeligt nederlag – drengene havde masser af chancer, men desværre taber de de trætte sæt og kampe, og Ruben Jensen havde en stor chance for at vinde den singlekmap, som han taber, men han falder i niveau til sidst i kampen, som han reelt set burde have vundet.

Anders Lind spiller en rigtig god kamp en defensivspiller, men taber med 1-3 i en kamp, hvor han havde en god chance for at få sin første sejr ved sit første UEM.

De to debutanter, Anders og Jakob Reuther, har klaret det godt på førstedagen – Anders er som bekendt kun 11 år, og han har stadig masser at lære, men det skal nok komme.

Resultatmæssigt er det gået som forventet: Drengene har gjort det udmærket, de er gået efter det i begge kampe, men det har været to svære gruppekampe på førstedagen – og målet er stadig at forblive i A-gruppen”, slutter ungdomslandstræneren!

Drengene spiller deres sidste gruppekamp lørdag formiddag, hvor modstanderen som nævnt er Frankrig – nederst kan ses alle drengeholdets kampprogram og resultater fra EM for Ungdom 2010, som man kan læse meget mere om ved at følge de to links øverst…

16/7 – 13:00 | Dansk åbningsnederlag
Danmark indledte EM for Ungdom 2010 med et nederlag – trods dansk føring på 1-0 mod Polen, blev det til nederlag på 1-3 i den første kamp i Gruppe A.

Mads Flod-Sørensen, der, foruden at være HJ-coach, også er med som bisidder på bænken, når drengeholdet spiller, havde følgende kommentarer til nederlaget:

“Det var en god start af drengene, der ikke var langt fra sejren mod de på papiret bedre polakker.

Ruben Jensen spillede godt i begge sine singler, og havde matchbold til at vinde dem begge – desværre blev dette kun udnyttet i den ene, og han måtte derfor nøjes med sejr i denne.

I doublen var drengene også tæt på, men de tabte desværre lidt niveauet i 5. og afgørende sæt, hvor polakkerne til gengæld spillede stærkt.

I den næste kamp venter Rusland – en kamp, der nemt kan gå hen og blive lige så tæt”, sluttede ungdomslandstræneren fra Istanbul, inden han hastede videre til næste holdkamp.

Drengene spiller deres næste gruppekamp lørdag formiddag, hvor modstanderen som nævnt er Rusland – herunder kan ses alle drengeholdets kampprogram og resultater fra EM for Ungdom 2010, som man kan læse meget mere om ved at følge de to links øverst…

DANMARK
DRENGE
Ruben Jensen
Jacob Reuther
Anders Lind
Jakob Hansen

Danmark slutter som nr. 15

KAMPPROGRAM/RESULTATER
GRUPPE A
Danmark – Polen: 1-3
Danmark – Rusland: 2-3
Danmark – Frankrig: 0-3

PLAY OFF
England – Danmark: 0-3

1/8-FINALE
Tyskland – Danmark: 3-2

PLACERINGSKAMPE
Holland – Danmark: 3-0
Østrig – Danmark: 3-2
Danmark – Serbien: 3-2

Forfatter: Henrik Sørensen
Kontaktperson tlf.: 29 62 35 05
Kontaktperson e-mail: mads.sorensen@dbtu.dk