UEM i Istanbul er i fuld gang, og onsdag indtræder den sidste del af den danske trup i mesterskaberne – før og under disse kan man på dbtu.dk læse interviews med udvalgte danske deltagere, som ungdomslandstræner Mads Flod-Sørensen har lavet.
– det næste af slagsen er med damespillerne Mie Jacobsen, Stefanie Christensen og Rikke Nørskov:
Hvis i ser tilbage på de sæsonen 09/10, hvordan er den så forløbet?
Mie: Rigtig hårdt fordi jeg har været meget skadet. Jeg har dog været god til at gøre alt for at blive klar igen, hvilket bla har indebåret mange timer i styrketræningslokalet.
De perioder jeg kunne træne, havde jeg høj intensitet og kvalitet hvilket gjorde at jeg også udviklede mit spil. Jeg synes det er helt vildt fedt at jeg blev udtaget!
Rikke: Til tider lidt hård. Jeg var småskadet flere forskellige steder, men øget fokus på det mentale har gjort at jeg har haft lettere ved at takle det mentalt.
Synes også jeg har forbedret mit spil, men det mentale har været vigtigere for mig at fokusere på. Slutningen af sæsonen var rigtig god, og jeg er blevet klart bedre til at holde fokus det rette sted i kampene.
Stefanie: Jeg synes at sæsonen har været rigtig god. Kvaliteten i træningslokalet er blevet markant bedre, og jeg har haft lettere ved at føre det ud i kamp, fordi mit fokus har været på de rigtige ting.
Hvad har i lært af jeres skadesforløb?
Mie: Jeg er blevet bedre til selv at tage ansvaret for min udvikling. Jeg tog selv kontakt til en fysioterapeut, fandt selv ud af hvilke styrkeøvelser jeg skulle køre og sørgede selv for at passe min styrketræning.
Rikke: Jeg er blevet bedre til at passe mine fysiske øvelser. Så nu er der mindre risiko for at få de samme skader igen. Jeg har også lært at mærke forskel på at være øm, og have ondt!
I har fået ny træner på talentcentret i Århus, hvor Poul Sørensen har ansvaret for jer. Hvilken betydning har det haft?
Mie: Poul er kommet med nogle nye inspirerende input, og da han nu er dameansvarlig har han meget fokus på de rigtige ting vi damespillere skal udvikle.
Rikke: Der er kommet mere intensitet og disciplin, og træningen er blevet mere seriøs!
Stefanie: Alle kommer fordi man ikke bare kan melde afbud, hvilket gør at der altid er mange til træningen. Han er også god til at komme med positive input, hvilket er fedt!
EM startede i sidste uge, men i var ikke udtaget til holdturneringen. Hvad er jeres tanker i den forbindelse?
Stefanie: På en måde synes jeg det er lidt ærgerligt at vi ikke skal spille, fordi alle har fortalt mig hvor fedt det er at spille holdturneringen.
Men jeg vælger at fokusere på at jeg blev udtaget til den individuelle turnering, hvilket var mit mål for sæsonen. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme ned og spille!
Rikke: Vi har snakket meget om at det er ærgerligt, fordi jeg har mange positive minder fra EM i Terni. Men jeg forstår godt at i valgte kun at sende os til den individuelle turnering. Der er nok for stor risiko for at en af os blev skadet i løbet af holdturneringen, og så ville der ikke være nogen reserve.
Mie: Jeg synes også det er ærgerligt, fordi holdturneringen er en vildt fed oplevelse. Men som Stefanie har jeg nu fokus på den individuelle turnering, og vil give mig 100 % der. Jeg forstår også godt at der ikke blev udtaget et hold, for skadesrisikoen vil være for stor.
Føler i at i har noget at bevise ved EM?
Rikke: Ja helt klart! Vil gerne vise at det var rigtigt at jeg blev udtaget, både overfor landstrænerne men også overfor mig selv. Jeg har stadigvæk en del år som ungdomsspiller, og skal derfor forsøge at bruge dette års EM som et springbræt til nogle succesfulde junior år!
Mie: Helt klart. Jeg bliver senior lige om lidt, og skal vise at jeg kan vinde kampe og har spillet til at spille lige op mod mange spillere i det bedste europæiske lag.
Stefanie: Helt klart! Jeg skal vise at udtagelsen er berettiget. Jeg vil også vise overfor mig selv og andre, at jeg formår at bruge den internationale erfaring jeg fik i Polen, og tage den med til andre turneringer. Jeg føler også at jeg skal bevise at jeg har niveauet til at vinde kampe mod de bedste spiller i Europa.
Hvad glæder i jer mest til ved EM?
Mie: Den fantastiske følelse jeg får i maven, når jeg står inde ved bordet til min 1. kamp!
Rikke: Suset i maven når man træder ind i hallen!
Stefanie: Til at mærke den gode stemning der er ved EM!