Øjenvidneberetning

Jeg ser mig lige over skulderen for at holde øje med hvordan det går for Calle på bordet ved siden af. Vinder han også?

Scenen er taget fra 2. træningspas på den træningslejr, som jeg med stor fornøjelse deltog i her i sommer – nemlig på Ängby-lejren i Sverige, vest for Stockholm. Men jeg kunne sagtens have begyndt et andet sted, for lejren har budt på mange gode oplevelser og masser af god og meget lærerig træning.

Igen i år var vi mange danskere afsted og min lille rejsegruppe bestod af Thomas Bakke, Sebastian Sørensen, Alexander Ghisalberti, jeg selv og vores chauffør, træner m.m. Bertil Thøfner. Nærmest som en ekstra bonus giver lejren en smuk, men liidt lang køretur. Man passerer nogle af Sveriges smukkeste søer på den ca. 8 timer lange tur, men passerer også – og meget heldigt – både Burger King og gode rastepladser til tiltrængte pauser.

Lejren ledes af Mikael Frank fra Ängby bordtennis, og kort efter at Mikael havde sørget for indkvartering og sagt velkommen startede første træning. Så linien var lagt og trods træthed glædede jeg mig til at komme igang for alvor næste dag.

Træningen i Ängby er virkelig god og niveauet er højt. Lejren er tilrettelagt sådan, at der er træningsgrupperne, X, Y, Z – som er for de mere uerfarne spillere. Så er der også træningsgrupperne A, B, C – som er for spillere med mere erfaring og et højere teknisk niveau. Vi trænede 2 pas om dagen med mange inspirerende øvelser, hvor i øvrigt flere øvelser blev sat igang med serv i stedet for kontra serv.

Lejren ligger meget flot og terrænet indbød til løbeture og den kuperede 4,8 km rute blev besejret sammen med mine rejsekompaner.
Der blev selvfølgelig også tid til andet end bordtennis, og vi var en aften inde og se en fodboldkamp mellem hjemmeholdet Brommapöjkar og Helsingborg. Det var en meget underholdende kamp, som endte 3-1 til udeholdet. De har nok kigget lidt når den danske lejr entusiastisk heppede.
Vi var i Stockholm to aftener og ude at spise. Og lidt sightseeing blev det da også til. Vi var bl.a. oppe i toppen af kaknästornet, hvor der er en fantastisk udsigt!

Træningslejren afsluttes med en tunering hhv. lørdag og søndag. Og uden at prale klarede vi danskere os ganske pænt.
Alt i alt en rigtig god opstart på sæsonen under gode forhold, og en hyggelig stemning med meget kvalificeret træning. Oplevelsen har bestemt givet lyst til at komme tilbage og jeg håber at få følgeskab fra flere fra min egen klub næste gang. Og så vandt Calle i øvrigt…

Mine egne forventninger til selve træningslejren og forholdene var høje, og jeg må sige at mine forventninger blev indfriet i den grad rent træningsmæssigt. Jeg snakkede godt med mange – både spillere og ledere. Træningen er rigtig god, maden var rimelig god set ud fra et træningsmæssigt synspunkt. Jeg syntes, at jeg lærte flere ting på lejren, som jeg kan tage med i bagagen. Jeg fandt endvidere mere ud af, hvad der kræves for at blive bedre. På det mentale og det tekniske plan fik jeg også meget ud af det. Og så lærte jeg også nogle nye øvelser.
Det er helt klart en træningslejr, som jeg kan anbefale og håber at flere danskere vil tage til!

Forfatter: Martin Skov Jensen, BTK61 Roskilde
Kontaktperson e-mail: martinskov4@hotmail.com