Mestermøde i Roskilde

Om kun 1½ uge serves Champions League 2010/11 i gang – og for tredie gang i træk er det med dansk deltagelse i den fineste klubturnering i Europa!

Roskilde Bordtennis skal i gruppespillet op mod franske Pontoise Cergy, tyske Ochsenhausen og østrigske Niederöstereich – og det er mod sidstnævnte at CL-sæsonen indledes.

Lørdag d. 4. september gæster det østrigske storhold domkirkebyen – og med sig har de bl.a. den tidligere verdensmester, Werner Schlager og den tidligere doubleeuropamester, Chen Weixing.

RB vælger holdet fra en trup der består af nyerhvervede Roko Tosic fra Kroatien, Finn Tugwell, Casper Gammelmark, Henrik Vendelbo og den spillende sportsdirektør, Allan Bentsen.

I CL-åbningskampen vil der være to spillere på plads, der enten er eller har været både verdens- og europamester, samt tre spillere, der er tidligere europamestre, når alle alderskategorier tages med – det er altså et sandt mestermøde, der venter den næstkommende lørdag i Roskilde!

Billetsalget til åbningskampen er i fuld gang – der kan bestilles via linket eller købes ved indgangen.

ROSKILDE v NIEDERÖSTEREICH

Forfatter: Henrik Sørensen
Kontaktperson tlf.: 40 90 24 45
Kontaktperson e-mail: allan.bentsen@btk61.dk