Københavnske storfavoritter

Danmarks bedste damerække, Elitedivisionen for Damer, serves i gang den kommende weekend med en halv snes kampe på programmet, hvor rækkens kun seks hold skal i kamp 3-4 gange.

Det har desværre ikke været muligt at få fuld hus i denne række, hvor holdtrækninger prægede sommerpausen – derfor “mangler” der to hold i den normalt otte hold store række.

Med kun seks hold i rækken er nedrykning annulleret – normalt ville rækkens to sidste hold rykke ned i 1. division/spille play off om nedrykning, men det bliver der altså ikke noget af denne gang.

De forsvarende danmarksmestre fra København er heldigvis stadig i rækken, og de stiller op som storfavoritter til at forsvare mesterskabet:

Izabell Nørlem, Simone Dueholm, tilkomne Natalia Mikhaylova og måske Anne Cathrine Bomann vil være på holdkortet – mestrene bliver svære at bide skeer med for den øvrige håndfuld damehold.

KØBENHAVNS BTK (Foto: KBTK)

Førsteudfordrerne er formentlig bronzevinderne fra Vedbæk, der har fået tilgang af bl.a. Henrika Punnoinen – Sisu/MBK kan måske presse de bedste hold, men førstedamen, Bela Katchiouriner er først til rådighed i 2. halvdel af sæsonen, så de forventes ikke at lægger særlig hårdt ud.

Endelig er der Ballerups “veteraner”, der bestemt ikke skal undervurderes – talenterne rækker måske ikke til en finaleplads, men en medalje kan det formentlig godt blive til.

Disse fire hold er stensikre kandidater til slutspilspladserne – rækkens to sidste hold, oprykkerne fra Brøndby BC og sidste sæsons DED-bundprop, Virum-Sorgenfri, der fik forlænget elitedivisionslivet pga. førnævnte holdtrækninger, vil få det svært mod den formodede slutspilskvartet.

Herunder ses weekendens samlede kampprogram, der byder på 10 kampe fordelt på to dage – under Danmarksturneringen -> Elitedivisionerne kan man læse mere om landets to bedste seniorrækker, Elitedivisionen for Damer og STIGA Divsionen…

ELITEDIVISIONEN FOR DAMER | 2-3/10
02-10-10 13:00 Sisu/MBK v København
02-10-10 13:00 Brøndby BC v Virum-Sorgenfri
02-10-10 13:00 Vedbæk v Ballerup
02-10-10 16:00 Sisu/MBK v Ballerup
02-10-10 16:00 København v Brøndby BC
02-10-10 16:00 Vedbæk v Virum-Sorgenfri
03-10-10 10:00 Sisu/MBK v Virum-Sorgenfri
03-10-10 10:00 Ballerup v København
03-10-10 10:00 Vedbæk – Brøndby BC
03-10-10 13:00 Vedbæk v Sisu/MBK

Forfatter: Henrik Sørensen
Kontaktperson tlf.: 50 88 50 22
Kontaktperson e-mail: henrik@dbtu.dk