Mestre & Medaljevindere

I aften møder det danske herrelandshold Østrig på hjemmebane i Joola European Nations League.

Kampen mod Østrig, der fører Danmarks gruppe i JENL, spilles i Holtehallerne med kampstart kl. 19.00 – husk, at der er gratis adgang for alle med DBTU-medlemskort.

Oplev de nykårede EM-sølvvindere i Herre Double, Jonathan Groth og Kasper Sternberg, der sammen med danmarksmesteren, Christian Kongsgaard og veteraneuropa- og verdensmesteren Allan Bentsen, udfordrer de østrigske gruppedukse.

Landskampen er som nævnt en del af Joola European National League, hvor Danmark, foruden aftenens modstander fra Østrig, er i gruppe med Rumænien og Tjekkiet.

Danmark har tabt de første JENL-tre kampe – det blev på udebane 2-3 mod Østrig og 0-3 mod Tjekkiet, mens den første hjemmekamp blev tabt 1-3 mod Rumænien.

I aften vil Bentsen, Groth, Kongsgaard og Sternberg gøre deres til at den dårlige JENL-stime bliver afsluttet – alle er velkomne i Holtehallerne kl. 19:00 til at hjælpe den danske kvartet mod Østrig!

Forfatter: Madsen & Sørensen
Kontaktperson tlf.: 40 25 49 97
Kontaktperson e-mail: peter.sartz@dbtu.dk