KTTK hænger på

Kieler TTK Grün-Weiß’ oprykningschancer blev holdt i live med to sejre i den forgangne spillerunde – med fuld danskerbesætning blev det til udesejre mod Oldendorf (1-8) og Großburgwedel (5-8).

Som cifrene antyder var opgøret mod Oldendorf ikke en svær opgave:

“Efter halvanden times spil var holdkampen afgjort med en sejr på 8-1 – det var tæt på 8-0, men efter en føring på 6-1 i 5. sæt formåede jeg ikke at lukke kampen”, siger Pernille Søndergaard.

“Großburgwedel stillede kun med tre spillere, men kampen blev alligevel tæt:

Pernille Agerholm spillede rigtig godt og vandt over både deres første- og andendame, hvilket var meget afgørende for slutresultatet på 8-5.

Derudover slog Mie Jacobsen fjerdedamen efter en taktisk klogt spillet kamp”, slutter Søndergaard, der selv måtte udgå midtvejs af søndagens holdkamp med en skade.

Med de to sejre er KTTK to points efter TTC Berlin Neukölln, der ligger på den play off-givende andenplads i rækken – der resterer seks spillerunder for topholdene i rækken.

Danskertrioen i Kieler TTK Grün-Weiß består af Pernille Søndergaard, Mie Jacobsen og Pernille Agerholm – på dbtu.dk kan man under Links se resultater, kampprogram og stilling, samt indviduel statistik, samt besøge den p.t. eneste danskerdameklub i Tyskland, Kieler TTK Grün-Weiß…

KIELER TTK

Forfatter: Henrik Sørensen
Kontaktperson tlf.: 50 88 50 22
Kontaktperson e-mail: henrik@dbtu.dk