Nyt fra ledelsen

Der er fart over feltet i BTDK. Trods Corona er der fuld gang i ØM, VM (Vestdanske) Youth Masters, veteran runder, DT, Stævner, Vinter event på Fyn og pigecamps indenfor få uger.

Bordtennis Bladet Digitalt

Vi er i fuld gang med at digitalisere Bordtennis Bladet, der udkom af flere omgange fra 1946 til 2004. Alle blade vil være at finde på BTDK’ hjemmeside om ca. 14 dage.
Vi er ligeledes ved at undersøge mulighederne for at genstarte Bordtennis Bladet i digtalt format. Hvis nogen derude synes det kunne være sjovt at bidrage til et nyt Bordtennis Bladet, må I meget gerne henvende jer til BTDK.

Kommunikationsplan

BTDK er nu gået igang med udarbejdelse af en mere struktureret plan for vores kommunikation. Vi laver planen i samarbejde med Berit Hjort Bek fra DIF, der har ekspertise indenfor området.
Noget af det vi vil gøre meget mere ud af er kommunikation med BTDK’ unge mennesker, alle dem vi ikke når ud til i dag, fordi de har den frækhed ikke at være på Facebook:-)
Vi vil etablere et korps af unge reportere, der får deres egen instagram profil og youtube kanal, hvor et nyt unge univers kan dyrkes, da noget tyder på, at det er YYYYT at være på samme platform som gamle mennesker i 30erne og opefter.
Hvis nogen kender et ungt menneske, der har interesse i at lægge billeder op og skrive korte tekster, så hører vi MEGET gerne fra jer.

Østdanske Mesterskaber

I den forgangne weekend gennemførte vi ØM i Taastrup hallerne i samarbejde med Brøndby BC. Kæmpe tak til Brøndby for at knokle rø… ud af bukserne for at få enderne til at nå sammen. Brøndby var ramt af Corona på mandskabet, så en særlig tak til Michael Ryding for at levere en vanvittig indsats i kontrolrummet ved dommerbordet. Tak til folkene fra TIK Taastrup for at slæbe borde selvom de også var hårdt ramt af Corona, endelig tak til BTDK medarbejdere, der leverede en kæmpe indsats før, under og efter ØM.
Som noget nyt havde vi etableret en FUN-zone ved ØM med SUKIRU-udfordringer og spil med robot. Der var også mulighed for spil på stort bord, som er fire alm. borde, der er sat sammen til et KÆMPE bord, og det var endda lykkedes at skaffe et rigtig net i kæmpe størrelse.
Fra næste år forventer vi, at der bliver spillet Østdanske Mesterskaber i double på stort bord. Og i Vestdanmark er de allerede klar til at sætte det på plakaten ved VM om tre uger.
FUN-zonen var stedet hvor mange unge spillere og lidt forældre og trænere hang ud, når de var færdige med en række eller havde en pause. Det var et tilløbsstykke, som viser at det er vejen frem de kommende år. ØM skal være en fest, der rummer andet end deltagelse i en række.
Tak for feedback Yael Schade, og ja vi skal have flere spillere og flere rækker over flere dage næste år, så det er attraktivt at stille op. Øverst på listen de kommende år står også en stor opgradering af ØM og VM. Vores kulisse kan blive meget federe, og vi har en lang liste med ting, der skal gøre det til en meget federe oplevelse for unge, voksne, veteraner og forældre, trænere og klubledere.

Ungdoms DM i Ribe

Til maj skal vi til Ribe og spille UDM. Ribe glæder sig til at skabe nogle fede rammer om mesterskaberne, som er noget helt særligt at deltage i for de unge mennesker.
I Ribe vil vi ved siden af UDM lave en mini-festival for interesserede unge mennesker, der samtidig kan kigge forbi UDM og se de bedste spille. Vi glæder os til at prøve konceptet af, hvor vi samler mange unge mennesker til en spændende weekend.

Youth Masters

I den kommende weekend spiller vi for første gang Youth Masters, hvor der deltager flere spillere i de forskellige kategorier end ved det gamle top 12. Vi ser frem til at se, hvordan det fungerer med et større setup, hvor ideen er, at flere unge mennesker får en mulighed for at spille sig til en adgangsbillet til turneringen.
Vi har skilt yngre drenge/piger fra dette koncept og lavet en Kids Masters turnering for denne aldersgruppe uden rating.
Vi ønsker at tage rating trykket af spillerne og få pulsen en anelse ned hos trænere og forældre, hvis engagement til tider synes at tilføre for stort resultatfokus hos de unge mennesker.
Det skal først og fremmest være sjovt at spille bordtennis og deltage i Youth Masters. Det betyder ikke, at mange ikke skal kæmpe for at vinde eller gøre sig umage. Men vi ønsker at unge har det godt i bordtennissporten og at de bliver i den uden at skulle leve op til omgivelsernes forventningspres.

Youth Masters (YM) Serie i sæsonen 2022-23

Fra næste sæson barsler BTDK med at etablere en YM serie, der erstatter den tidligere Grand Prix serie. YM serien kunne fx bestå af de fire største stævner, ØM/VM, Youth Masters og UDM. Det er ikke besluttet endnu, men vi ønsker at styrke incitamentet for at komme ud og spille turneringer og mødes på tværs af landet.
Martin Lundkvist