Kongsgaard har sagt stop

Når landsholdstruppen til VM i Rotterdam, der afvikles om godt en måned, bliver offentliggjort i dag, har en af de danske herreprofiler ikke været i spil til en plads blandt landstrænernes udvalgte.

Christian Kongsgaard havde forinden VM-udtagelsen meddelt Hu Wei Xin & Peter Sartz at han p.t. ikke står til rådighed for landsholdet – den danske singlemester fra i fjor tager en landsholdspause:

“Jeg føler simpelthen ikke, at jeg har den nødvendige tid til at lægge det i bordtennis, som jeg synes er nødvendigt for at spille med på det niveau landsholdet kræver.

Med både barn, kone og studie ved siden af er der ikke noget tilbage, hvis man samtidig skal satse fuldt på bordtennis – jeg er ikke blevet træt af det, og kommer til at fortsætte med næsten samme træningsmængde som tidligere, men nu er det bare kun på STIGA Divisionen, at fokus vil ligge.” 

Ordene er Christian Kongsgaards, og selv en flot skalp i semifinalerne i netop STIGA Divisionen, som nu får hans udelte bordtennisopmærksomhed, får ham ikke til at genoverveje beslutningen.

Tirsdag slog Kongsgaard den kroatiske landsholdsspiller, Roko Tosic, der placeret ca. 75 pladser højere end ham selv på verdensranglisten, men det har altså ikke ændret noget for ham:

“Det var selvfølgelig en rigtig god sejr for mig, men beslutningen om landsholdsstoppet er dog taget, og det er ikke noget en enkelt sejr lige laver om på.

I og med jeg har tænkt mig stadig at opretholde en rimelig stor træningsmængde, kan det dog ikke helt udelukkes, at jeg om et stykke tid finder ud af, det er den forkerte beslutning. I så fald kan jeg melde mig klar til landsholdet igen og må så se, om jeg stadig kan bruges”, siger Kongsgaard.

CHRISTIAN KONGSGAARD (Foto: Jens Luckenbach)

Christian Kongsgaard debuterede på seniorlandsholdet som teenager for godt otte år siden, og siden er det blevet til 22 landskampe ved VM og EM, samt i Europaligaen – siden 2003 har 27-årige Kongsgaard deltaget i 10 store, internationale mesterskaber, senest i efteråret ved EM i Ostrava.

– og netop de internationale mesterskaber står som højdepunkterne i landsholdskarrieren:
 
“Alle de mesterskaber jeg har spillet har været store oplevelser, hvor man har haft mulighed for være del af de største begivenheder inden for sporten.

Det er også utrolig lærerigt, at se hvordan de bedste spillere tackler sådan situationer.

På det resultatmæssige plan er det nok min sejr i U21-rækken ved Danish Open, der står højest”, siger han om triumfen på hjemmebane i Århus i 2003 – dengang hed Kongsgaard for øvrigt Larsen!

DANISH OPEN 2003 | CHRISTIAN LARSENDBTU'S LANDSHOLD 2011 | CHRISTIAN KONGSGAARD

Men nu må DBTU, herrelandsholdet og det forestående VM altså klare sig uden Kongsgaard, der dog på ingen måde vil lade som ingenting, når mesterskaberne er blevet servet i gang i Rotterdam:

“Jeg vil da helt sikkert følge meget med i VM, og især hvordan det kommer til at gå danskerne.

Det vil nok også sætte lidt tanker i gang, at jeg ikke kommer til at spille et mesterskab igen – men på den anden side ved jeg også godt, at hvis ikke man har tilstrækkelig med tid og energi til at lægge i træningen, så er konkurrencen så hård, at man ikke har meget at gøre ved et VM.

Jeg kommer helt sikkert til at savne at spille med internationalt, og især stemningen der altid har været rigtig god i den danske trup, men der kommer forhåbentlig en masse andre gode oplevelser i fremtiden – både med bordtennis og med meget andet”, slutter Christian Kongsgaard.

Christian Kongsgaards landsholdsprofil kan – lidt tid endnu – ses ved at følge linket…

Forfatter: Henrik Sørensen
Kontaktperson tlf.: 40 25 49 97
Kontaktperson e-mail: peter.sartz@dbtu.dk