Lørdag eftermiddag, som “opvarmning” til den første finalekamp i STIGA Divisionen, bliver det afgjort hvem der vinder bronzemedaljerne hos herrerne – OB eller Vedbæk?
Førstnævnte har qua deres slutplacering i grundspillet fordelen af hjemmebane – odenseanerne sluttede som nr. 3 i grundspillet, én plads og syv points foran nordsjællænderne.
I grundspillet vandt begge hold over hinanden på hjemmebane:
Det blev 5-4 hos Vedbæk (17. oktober), hvor ingen af holdene var i stærkeste opstilling, og det blev 5-3 i Odense (24. januar), hvor begge hold mødte frem med “A-kæden”.
I semifinalerne blev OB kørt over i den første kamp mod København (0-5), men pressede godt på i den anden af slagsen, som KBTK vandt med 5-3 efter en tæt og spændende holdkamp – Vedbæk tabte begge deres semifinaleopgør til Roskilde med 2-5.
FORVENTEDE HOLDOPSTILLINGER
OB: Andy Pereira, Daniel Reed, Morten Hyrup, Rasmus Klein-Døssing
Vedbæk: Christian Kongsgaard, Martin Monrad, Jonathan Groth, Morten Knudsen
Bronzekampen i STIGA Divisionenen serves i gang kl. 13:30 i Odense Kasernehal!
Under Danmarksturneringen -> Elitedivisionerne kan man finde links til resultater og stillinger, samt læse mere om landets to bedste seniorrækker, Elitedivisionen for Damer og STIGA Divisionen.