Overraskelser på stribe

Det blev i sandhed overraskelsernes dag på sidstedagen ved DM for Ungdom 2011:

Emma Højlund, Claus Nielsen, Asbjørn Reenberg – spillere, der ved årets DMU med rette kunne kaldes favoritter, men som ikke levede op til værdigheden om dette.

I halvdelen af de otte singlerækker var det ikke den topseedede, der nåede til tops – og i Herre Junior tabte den topseedede sensationelt allerede i 1/8-finalen:

Asbjørn Reenberg måtte forlade turneringen på det tidlige tidspunkt, da han tabte til Nikolaj Ilsøe – dermed banede Ilsøe vejen for sin klubkammerat, Ruben Jensen, der i Ølstykke hjemtog sin første danske singletitel, efter flere gange at måtte have nøjes med mindre ædelt metal.

I finalen besejrede Jensen en lille overraskelse, drengespilleren Claus Nielsen, der til gengæld var klar favorit i drengerækken – her nåede han ligeledes til finalen, men her måette han bøje sig for klubkammeraten fra Amager, Tobias Rasmussen, så Nielsen måtte “nøjes med” to sølvmedaljer.

Hos pigerne forsvandt favoritten, Emma Højlund, allerede i kvartfinalen, hvor den senere finalist, Malene Kaag, slog den topseedede spiller ud – Kaag måtte i slutkampen dog bøje sig mod Louise Karoline Jakobsen, der i finale, semifinale og kvartfinale ikke afgav et eneste sæt!

De fire favoritter, der stod for presset var Stefanie Christensen, der blev dobbelt singlemester, da hun vandt både DU21 og DJ, samt Tobias Lau (HU21) og Nicoline Koefoed (YP).

Herunder kan ses de nykårede singledanmarksmestre:

Dame U21 – Stefanie Christensen, Sisu/MBK
Herre U21 – Tobias Lau, Team Nørreå

Dame Junior – Stefanie Christensen, Sisu/MBK
Herre Junior, Ruben Jensen, OB

Pige – Louise Karoline Jakobsen, Smørum
Drenge – Tobias Rasmussen, Amager

Yngre Pige – Nicoline Koefoed, Bornholm
Yngre Drenge – Nicolai Michel de Voss, Hillerød

Det kniber p.t. med at overføre fotos til DBTU’s uofficielle Facebookgruppe, hvorfor der indtil videre desværre kun er uploadet tre fotos – disse kan ses ovenfor…

Samtlige danske ungdomsdanmarksmestre anno 2011, samt links til samtlige enkeltresultater ved
DM for Ungdom 2011 kan ses via Mesterskaber & Stævner -> Danske Mesterskaber

Forfatter: Henrik Sørensen
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 12
Kontaktperson e-mail: gitte.hvid@dbtu.dk