Bat60+ var på Mere Fri Tid-messen

Bat60+ var på Mere Fri Tid-messen

Lørdag den 19. marts 2022 deltog Bordtennis Danmark i form af Bat60+ sammen med flere end 60 organisationer og foreninger på Mere Fri Tid-messen for pensionister eller kommende pensionister i Øksnehallen i det centrale København. Formålet med messen var, at de fremmødte skulle blive underholdt, oplyst og inspireret. Messen blev afholdt af Københavns Kommune og Røde Kors.

De frivillige fra Bat60+ havde en rigtig fin dag med mange besøgende – specielt lørdag formiddag. Bat60+ havde medtaget en bordtennisrobot, som de besøgende kunne få lov til at prøve kræfter med.
“Vi håber og krydser fingre for, at de mange besøgende er blevet inspireret til at spille bordtennis og blive en del af Bat60+”, udtaler Gert Jørgensen, som er én af hovedpersonerne bag Bat60+.

60+ – En del af Bordtennis Danmarks Vækststrategi

Bordtennis Danmark har i sin Vækststrategi 2022-25 udarbejdet spor 3; 60+ Bordtennis, vejen til mental- og fysisk sundhed. Med dette spor sætter Bordtennis Danmark fokus på at udbrede bordtennissporten til endnu flere ældre mennesker i Danmark gennem målrettede rekrutteringsaktiviteter. Det er en ambition at få flere ældre til at spille bordtennis ud fra en antagelse om, da bordtennis styrker den mentale og fysiske sundhed hos ældre mennesker. Vi ved, at motion er sundt for ældre mennesker og bordtennissporten tilbyder en aktivitet, som både er sjov og indebærer sunde sociale fællesskaber. Forskning underbygger antagelsen om, at bordtennis er et godt redskab til at udsætte aldringsprocessen samt forebygge en række neurologiske sygdomme som Parkinson og demens.

I den forbindelse lykkes det Bordtennis Danmark sidste år at indgå en samarbejdsaftale med Københavns Kommune, hvor Københavns Kommune vil få bordtennis på budgettet 2022-23 med et samlet beløb på 1.1 mio. kroner. Midlerne fokuseres på forebyggende indsatser målrettet mod borgere med Parkinson og Demens og til indkøb af materiel såsom indendørs og udendørs borde, net, bat og bolde, og til at understøtte sundhedshuse og andre kommunale tilbud med bordtennisfaglig viden og instruktion ude lokalt.

Samarbejdet med Københavns Kommune medvirkede til at Bat60+ fik en stand til Mere Fri Tid-messen.

 

Nedenfor ses nogle billeder fra Mere Fri Tid-messen: