BORDTENNIS DANMARK & PARASPORT DANMARK MODTAGER 750.000 KR. FRA DIF’s INITIATIVPULJE
Bordtennis går foran og udvikler nye idrætsfælleskaber
Bordtennis Danmark (BTDK) og Parasport Danmark (PSDK) har i onsdags modtaget 750.000 kr. fra DIF’s Initiativpulje til at videreudvikle vores fyrtårn, SUKIRU. DIF begrunder bevillingen med, at BTDK og PSDK’s Initiativ i særlig grad er nyskabende ift. at etablere nye idrætsfælleskaber for den primære målgruppe inden for DIF-idrætten.
Henrik Vendelbo, formand i BTDK fortæller om bevillingen: Vi er meget tilfredse med, at vi i partnerskab med Parasport Danmark modtager så stor en bevilling til et vækstinitiativ med store perspektiver. Med SUKIRU får vi i fællesskab en vej til et stærkt samarbejde med både skoler og lokale bordtennisklubber, der vil udbrede kendskabet til bordtennissportens fortræffeligheder. Det er stærkt, at vi får så klar opbakning fra DIF til SUKIRU, og det er et klart signal om, at de finder SUKIRU nyskabende og spændende. Det forpligter naturligvis, og vi kan slet ikke vente med at komme i gang med arbejdet, der handler om motion, fællesskaber og fede oplevelser, slutter Henrik Vendelbo.
Med denne bevillig slås det nu fast med syvtommersøm, at de mange udviklingstimer, der ligger bag udviklingsprojektet, er givet godt ud. BTDK og PSDK har fat i det rigtige, når vi ved udgangen af 2022 nu kan lancere den første version af SUKIRU lige til at blive downloadet på tusindvis af børn og unges mobile og digitale enheder.
SUKIRU er banebrydende. Spillet kombinerer børns hverdagsliv og tilstedeværelse på digitale og mobile platforme med fysisk aktivitet og sjove lege i den virkelige verden, sammen med venner eller med sig selv på værelset.
SUKIRU inkluderer og byder alle børn velkommen
Idéen til SUKIRU blev til under den første lockdown af det danske samfund under Covid-19 pandemien, som var langvarig og ramte BTDK’ medlemsklubber hårdt. Det er desværre også almindelig kendt nu, at rigtig mange børn og unges trivsel blev svært forringet i den periode. Ikke mindst lød der adskillige ramaskrig fra vores egne unge og ældre spillere, som ikke kunne komme ind i hallerne og spille bold. Hjælp! Gode råd var dyre!
Forbundet gik derfor i tænkeboks. Hvordan kan vi som idrætsforbund imødekomme vores unge spilleres behov? Hvordan når vi ud til de mange børn og unge, som vi ellers aldrig får ned i hallen, Corona eller ej? Og hvordan er det med bordtennis, når man på grund af et bevægelseshandicap ikke føler, at man helt slår til sammen med dem, som ikke har et handicap?
SUKIRU er svaret, er vores bud. Og det er DIF enig med os i.
Next step bordtennisklubber og skoler i Danmark
I samarbejde med PSDK arbejder BTDK nu videre, takket være DIF’s bevilling, med at udrulle SUKIRU-lege og øvelser både blandt Rising Stars spillerne og i bordtennisklubberne sammen med lokale SUKIRU-trænere, der skal gøre det langt sjovere og lettere for alle børn og unge uanset køn og niveau at være med, når man begynder til bordtennis.
PSDK og BTDK vil med SUKIRU understøtte klubbernes samarbejde med skoler og institutioner lokalt, som et godt afsæt til en fremtidig stærk brobygning til de lokale bordtennisklubber til gavn for medlemsfremgang på længere sigt, hvor vi håber, at SUKIRU og trænerne også medvirker til at fastholde børnene, når de først kommer ned i klubben.
Vi bygger, mens vi går – og hver dag løber vi stærkt i forbundet. Midler fra DIF vil sætte ekstra turbo på os, SUKIRU og udviklingen af spillet til gavn for tusindvis af nye sunde fællesskaber og oplevelser for børn og unge – og hvem ved? Måske er det blandt disse børn, at vi finder fremtidens nye para- og topatleter, der sætter dansk bordtennis på verdenskortet, samtidig med, at alle de andre børn bliver i klubberne – ikke længere på det bageste bord i hallen, hvis niveauet ikke slår til – men via SUKIRU lege og teknik på første række hver gang, der er træning.