Forbundets overordnede mål er altid at være i øjenhøjde med vores medlemmer og være tilgængelige, når der er behov. Vi ønsker samtidig kun at igangsætte aktiviteter, der støtter klubberne i deres arbejde, så de opnår en medlemsfremgang, særligt blandt børn og unge. Det sker ikke fra den ene dag til den anden, men meget er allerede sket!
Hvis du er interesseret i et bedre overblik over, hvad vi har nået indtil videre, så kan du nu nederst finde link til en samlet statusrapport (overblik) over BTDK’s indsatser siden ultimo 2021 til og med sommer 2022.
Som du vil kunne se, så er BTDK’s primære fokus på aktiviteter målrettet børn og unge. Vi skal have langt flere ombord. Med klubfestivalerne i Hørning og Roskilde tog vi sidste år første store spadestik til udvikling af helt nye tilbud til børn og unge i bordtennissporten. Over 200 børn deltog. Nu kender klubberne det nye koncept, så vi forventer endnu flere i år, når vi gentager succesen i efteråret med bordtennis og sjov med robotter, VR-briller, SUKIRU-games, 5-kamp og hvad vi ellers finder på i funzonerne. Et koncept, som nu også findes ved en lang række bordtennismesterskaber og -turneringer.
Nye koncepter har også set dagens lys i form af Youth Masters og Future Stars vs. All Stars konceptet for vores unge konkurrencespillere. Det samme gælder vores planer om at gennemføre ungdoms- og senior DM fremadrettet med nye koncepter og bedre finaleshows, hvor det er en fest for både tilskuere og spillere at deltage i. Tak til alle de klubber, som i den forgange sæson har lagt lokaliteter og frivillige ressourcer til.
En kæphest for BTDK har været at give en målrettet pigeindsats i dansk bordtennis flyvehøjde. 15 klubber har givet deres tilsagn til at arbejde med træner- og talentudvikling, bedre klubpigemiljøer og rekruttering af piger til bordtennissporten. I den kommende sæson skal indsatsen for alvor udrulles i klubberne, ved turneringer, lejre m.v.
BTDK’s vigtigste samarbejdspartnere er klubledere og trænere. Hver og en er uundværlig for, at vi i den nye sæson bliver bedre til at fastholde flere børn og unge i bordtennis. Derfor har arbejdet i vækstteams i hele landet, træneruddannelse og arbejde med at styrke de lokale klubmiljøer været alfa omega. Og vi er først lige gået i gang!
Med invitation til Klubbernes Dag den 11. juni i Idrættens Hus satte vi handling bag ordene. Det er klubberne, der er vores kerneopgave. Sæt derfor allerede nu kryds i kalenderen lørdag, den 3. juni 2023 , hvor alle er velkomne.
I ønskes en god sommer. Vi ses i den nye sæson, som nu går på normal igen.
Du finder statusrapport her (Samlet overblik over forbundets indsatser for at realisere BTDK’s vækststrategi 2022-2025 i år).