Dansk hold-sølv

Efter en skuffende singleturnering for de danske spillere tog de revanche i holdturneringen EM i bordtennis for spillere med handicap. Danmark var repræsenteret i klasse 6 ved Peter Rosenmeier og Brian Nielsen, begge I.H. Aalborg, og de to vandt sølv for hold.

De danske spillere var opsatte på at revanchere sig efter en skuffende singleturnering, hvor det danske medaljehåb Peter Rosenmeier, der er forsvarende verdens- og paralympisk mester, tabte i kvartfinalen til verdensranglistens nummer 7, russiske Alexandr Esaulov. Brian Nielsen røg ud i ottendelsfinalen mod topseedede Alvaro Valera fra Spanien.

I holdturneringen indledte det danske par dog med at tabe til Sverige i den indledende pulje og gik kun videre efter en virkelig god præstation mod Kroatien, som svenskerne tabte til. I kvartfinalen blev Rusland besejret 3-1, blandt andet efter en revanchesejr til Peter Rosenmeier over Alexandr Esaulov, som slog ham ud i singleturneringen. I semifinalen ventede det topseedede franske hold, som pressede danskerne til det yderste, men Peter Rosenmeier og Brian Nielsen overlevede flere store franske føringer og vandt igen samlet 3-1.

I finalen ventede Tyskland. Peter Rosenmeier lagde ud mod Thomas Rau og vandt 3-1 efter en tæt kamp. Brian Nielsen fulgte op mod Thomas Kusiak, som han måtte se sig slået 0-3 af. Brian hang på hele vejen, men vandt ikke sættene.
I 3. kamp mødte Peter Rosenmeier Kusiak og tabte desværre 2-3 efter at have kæmpet sig tilbage fra 0-2. Peter Rosenmeier var mærket efter en lang turnering med mange svære og tætte kampe, og tyskeren var godt spillende. Det gjorde udslaget til sidst, hvor 8-8 i femte og afgørende sæt desværre blev til 8-11 til tyskeren og dermed sejr.
I den fjerde og sidste kamp tabte Brian Nielsen klart med 0-3 i sæt til Rau.

Den danske landstræner Lars-Henrik Sloth var trods finalenederlaget godt tilfreds med de danske spilleres indsats under EM.
– Sølvmedaljerne er alt i alt et tilfredsstillende resultat. Tyskland, Frankrig og Danmark er meget lige, og alle kan slå hinanden. I semifinalen mod Frankrig var vi meget pressede, men overlevede flere store franske føringer. Det var godt gået. Tyskerne har i kraft af deres seedning og egen styrke et klart nemmere program. Vi kan også slå tyskerne, men det kræver at Peter har ressourcer hertil, lød vurderingen fra Lars-Henrik Sloth.

Forfatter: Sarah Thomsen
Kontaktperson tlf.: 60667700
Kontaktperson e-mail: lhsloth@post.tele.dk