Kinatræning med Tobias Lau

I disse klip fra træningshallen i Idrættens Hus, er det Peter Sartz der kører bolde med landsholdsspilleren Tobias Lau. Øvelsen er kort i forhånden eller midten, og derefter dybt stik mod baghånden. Sartz lægger i denne øvelse vægt på følgende:

– Venstre ben skal være foran højre ben – i moderne tale: Forhåndsfødder.
– Boldtræffet skal være fremme foran venstrebenet – vigtigt at komme op på bolden og træffe den på højeste punkt.
– Selve bevægelsen i forhåndsslaget skal gå: Ben – rotation i kroppen – underarm og håndled.

Yderligere understreger Sartz vigtigheden af retningen på bolden. At gå rundt og loope lige op ad bordet er ingen kunst på dette niveau, mens loop mod midten samt dybt ud over baghånden straks bliver sværere. For at kunne dette, er det vigtigt at arbejde med håndleddet og boldtræffet, så man altid kan komme op og frem i bolden.

Trænerteamet og Tobias arbejder i denne periode med at få rykket Tobias´ tyngdepunkt længere frem, samt at skabe mere acceleration i underarm og krop, således at Tobias kan forbedre sin forhånd og blive mere farlig.

Forfatter: Christoffer "Stuff" Petersen
Kontaktperson tlf.: 22 64 00 78
Kontaktperson e-mail: christoffer.petersen@dbtu.dk