Udviklingsprojektet

I 2011 indgik DBTU en aftale med DIF omkring et ambitiøst projekt, der som udgangspunkt skal løbe frem til udgangen af 2013. Udviklingsprojektet vurderes løbende men den årlige medlemsregistrering i januar er af stor betydning, da det her tydeliggøres, hvorvidt det lykkes at opnå de årlige delmål.

De overordnede mål for udviklingsprojektet er 56 nye klubber og 3200 nye medlemmer. Udgangspunktet er tallene fra medlemsregistreringen for 2010, som blev offentliggjort i maj 2011. Nedenfor finder I udviklingsprojektets mål for hvert enkelt projekt år.

 PROJEKTÅR  ANTAL KLUBBER  ANTAL MEDLEMMER
 Udgangspunkt – medlemsregistrering for 2010  209  9.646
 2011  220 (+11)  10.500 (+854)
 2012  240 (+20)  11.500 (+1000)
 2013  265 (+25)  12.846 (+1346)

Hvordan er det så gået i 2011?
Udviklingsprojektets succes bliver målt både efter 1) hvor mange flere medlemsklubber vi har samt 2) hvor mange flere medlemmer der registreres. Hvorvidt vi når målene for udviklingsprojektets første projekt år, vides ikke med sikkerhed, før den igangværende medlemsregistrering er afsluttet, men det ser positivt ud…….

Medlemsklubber
Siden sidste medlemsregistrering i januar 2011 – har vi kunne sige velkommen til 16 nye klubber, hvoraf 14 er indmeldt inden deadline for dette års medlemsregistrering og derfor kan tælles med. I samme periode har 2 klubber udmeldt sig, så nettotilvækst af medlemsklubber ved dette års medlemsregistrering er 12 klubber, hvis alle etablerede medlemsklubber vel og mærket husker at medlemsregistrere.

De 16 medlemsklubber, der er indmeldt siden medlemsregistreringen for 2010 er;

Kværndrup (FBTU)
Søhus BTK (FBTU)
Oure Eagles (FBTU)
Skårup (FBTU) – tælles først med i medlemsregistreringen 2012
Stagstrup KFUM (JBTU)
Daugård IF (JBTU)
BTK 83 (JBTU)
Ebeltoft BTK (JBTU)
Frederiksberg BTK (ØBTU)
Vejby IF (ØBTU)
Ramløse IF (ØBTU)
Foreningen Reerslev Idræt (ØBTU)
Jyderup BTK (ØBTU)
Gundsølille (ØBTU)
Ruds Vedby (ØBTU)
Hedehusene BTK (ØBTU) – tælles først med i medlemsregistreringen 2012

Medlemmer
Flere klubber og flere medlemmer hænger naturligvis sammen, men flere medlemsklubber kan medlemsmæssigt ikke gøre det alene. Derfor indeholder udviklingsprojektet også delelementer med fokus på andre medlemsgrupperinger f.eks. voksen motionister og ældre. I 2011 påbegyndte konsulenterne indsamling af viden omkring disse medlemsgrupper, men den viden er endnu ikke analyseret og har derfor heller ikke udmøntet sig i specifikke tiltag, der vil kunne aflæses i den igangværende medlemsregistrering.

Alligevel er jeg forholdsvis rolig over, at vi ved den i gangværende medlemsregistrering som minimum skal have registreret 854 flere medlemmer, så det samlede medlemstal for 2011 når op på 10.500 medlemmer. Meget tyder nemlig på, at mange klubber gerne vil og også oplever medlemsfremgang. Under alle omstændigheder er det dog af overordentlig stor betydning, at I frivillige uden omkring i medlemsklubberne er opmærksomme på, at få registreret medlemmerne korrekt og inden for tidsgrænsen.

Ved sidste medlemsregistrering i januar 2011 – sagde vi farvel til ”plejer” idet DIF valgte at ændre medlemstidspunktet og registreringsmetoden. Den igangværende medlemsregistrering er dog forbundet med gengældelsens glæde, for også denne gang skal samtlige medlemmer, der i 2011 har betalt minimum 2 måneders kontingent registreres. I praksis betyder det, at Felix, der spillede og betalte kontingent til klubben i forårssæsonen, men ikke kom tilbage efter sommerpausen og derfor ikke er medlem af klubben længere, skal registreres sammen med Oliver, der startede i efteråret og Mads, der har spillet hele året.

Under sidste medlemsregistrering fik vi henvendelser fra klubber, der ganske rigtigt gjorde opmærksom på, at den ændrede registreringsmetode ville få økonomiske konsekvenser for den enkelte klub grundet medlemsgebyret. Medlemsgebyret er siden blevet fjernet og en korrekt registrering, hvor samtlige medlemmer, der har betalt minimum 2 måneders kontingent til klubben, tælles med, har derfor ikke længere økonomiske konsekvenser for klubberne, men er yderst vigtigt for DBTU.

Nyt projekt – nye muligheder….
Udviklingsprojektet betød, at det i 2011 var muligt at ansætte to halvtids klubkonsulenter, der kan støtte spirende bordtennismiljøer og få startet nye bordtennisklubber.

De nye klubkonsulenter er;

Klubkonsulent (BBTU/ØBTU) Christoffer Petersen
Mail; christoffer.petersen@dbtu.dk
Telefon 22 64 00 78

Klubkonsulent (FBTU/JBTU) Jesper Steffensen
Mail; jesper.steffensen@dbtu.dk
Telefon 23 36 13 47

I kraft af udviklingsprojektet er det ligeledes blevet muligt at støtte, nye medlemsklubber, der er indmeldt efter 1. oktober 2011 med en startpakke.

Startpakken for allerede etablerede klubber, der ikke tidligere har haft medlemskab indeholder 1 års gratis DBTU uddannelse, et ny udviklet lederhæfte samt et nyudviklet træningshæfte, samt to års klubkontingent fritagelse for lokalunionsmedlemsskabet. For helt nye klubber, der lige er startet op indeholder startpakken desuden 12 bat, 1 kasse træningsbolde, 2 net og en boldopsamler.

Men også plads til det ”gamle”
At udviklingsprojektet har fokus på nye medlemsklubber, betyder bestemt ikke, at de allerede etablerede klubber glemmes. Udviklingskonsulenterne står stadig til rådighed for vidensdeling og sparring og kommer meget gerne forbi netop din klub til et gratis og uforpligtende klubbesøg. Så kontakt endelig udviklingskonsulenterne og book et klubbesøg.

Udviklingskonsulent (BBTU/ØBTU) Annette Westermann
Mail; annette.westermann@dbtu.dk
Telefon 43 26 21 17 eller 21 68 66 11

Udviklingskonsulent (FBTU/JBTU) Sarah Thomsen
Mail; sarah.thomsen@dbtu.dk
Telefon 26 84 77 82

Rigtigt godt nytår til jer alle – tak for samarbejdet i 2011.

Forfatter: Annette Westermann
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 17
Kontaktperson e-mail: annette.westermann@dbtu.dk