De danske mesterskaber i bordtennis er afgjort
I går, den 22. december 2022, blev de sidste kampe ved dette års DM færdigspillet. I år blev DM afviklet i en anderledes form end det plejer, idet vi blev nødsaget til at aflyse DM i marts, og hermed skulle vi finde en ny arrangør/et sted at afholde DM 2022. Her trådte Roskilde Bordtennis, BTK61 til, som arrangør, i samarbejde med Bordtennis Danmark til at afholde finalestævnet. Hillerød GI Bordtennis og Sisu/MBK stod for at afvikle de to kvalifikationsturneringer. Hermed skal der lyde en STOR TAK til Roskilde Bordtennis, BTK 61, Hillerød GI Bordtennis og Sisu/MBK for at hjælpe Bordtennis Danmark med at afholde Senior DM 2022.
Så allerede fra starten af, har det års DM været speciel og undervejs har det også vist sig gennem flere overraskelser.
Overraskelserne opstod på DM’s anden dag, hvor useedede Theo Dyekjær spillede sig i semifinalen i herresingle med en 3-2 sejr over Thor B. Christensen. Yderligere spillede Theo Dyekjær sig i finalen i mixeddouble sammen med Emma Vendelbo Clement. I mixeddouble slog han og Emma Vendelbo de topseedede Anders Lind og Pia Toelhøj med 3-0. I den anden mixeddouble semifinale blev de anden seedede også slået ud, da Carsten Egeholt og Izabell Nørlem tabte i 5. sæt til Mille Stoffregnen og Cristian Hold. Hermed blev de to topseedede par i mixeddouble slået ud i semifinalerne.
Yderligere blev Ivik Nielsen den første grønlænder i en finale om et dansk mesterskab i bordtennis, da han sammen med holdkammeraten fra B75 Martin Lund Nielsen sensationelt kvalificerede sig til finalen i herredouble, da de vandt 3-2 over Carsten Egeholt og Martin Buch Andersen.
Topseedet Jocefina Haagensen i dame single nåede med nød og næppe frem til semifinalen, da hun vandt med 12-10 i afgørende sæt mod Emma Vendelbo Clement i kvartfinalen. Izabell Nørlem, der var anden seedet i dame single tabte 3-1 til Maja Helene Hansen.
Efter nogle overraskelser i DM’s anden dag, så blev det tid til semifinalerne og finalen i de to singlerækker samt finaler i de tre doublerækker på DM’s tredje og sidste dag.
Herresingle
De to semifinaler i herresingle blev temmelig udramatiske. Anders Lind vandt 4-0 over Mikkel Hindersson, og Allan Bentsen sikrede sig sin 15. finale om et dansk mesterskab i single ved at slå Theo Dyekjær med 4-0.
I finalen kunne Anders Lind vinde titlen for femte år i træk, hvilket han også gjorde, da han vandt 4-0 over Allan Bentsen. Titlen kom i hus – endda uden at tabe et eneste sæt!
- Anders Lind, Brønshøj Bordtennis
- Allan Bentsen, Roskilde Bordtennis, BTK 61
- Mikkel Hindersson, Roskilde Bordtennis, BTK 61
- Theo Dyekjær, Virum Sorgenfri BTK
Damesingle
Den topseedede Jocefina Haagensen gentog bedriften fra kvartfinalen i semifinalen, da Jocefina vandt med 12-10 i det afgørende syvende sæt. I den anden semifinale mødte den ældste og yngste hinanden. Den kun 15-årige årige Maja Helene Hansen slog Pia Toelhøj med 4-2.
Det var ungdommens finale i damesingle, da den danske juniormester, Jocefina Haagensen, mødte den danske mester i pigesingle, Maja Helene Hansen. De første sæt var uhyre lige og afgjort med mindst mulige margin, men Jocefina endte med at vinde 4-1 og vandt hermed sit første danske mesterskab i senior.
- Jocefina Daoya Haagensen, Hvidovre Bordtennis
- Maja Helene Hansen, OB Bordtennis, Odense
- Mille Lyngsø Stoffregen, Silkeborg BTK
- Pia Toelhøj, Hillerød GI
Mixeddouble
Emma Vendelbo Clement og Theo Dyekjær vandt deres første danske individuelle mesterskab med en 3-2 sejr over Mille Stoffregen og Christian David Hold. Virumparret havde matchbold i tredje sæt ved 11-10, men missede den og lukkede det jyske par ind i kampen, da det blev til 2-2 i sæt, inden Emma Vendelbo Clement og Theo Dyekjær sikrede sig mesterskabet i mixeddouble .
- Theo Dyekjær/Emma Vendelbo Clement, Virum Sorgenfri BTK
- Mille Lyngsø Stoffregen/Cristian David Hold, Silkeborg BTK/Hørning
- Anders Lind/Pia Toelhøj, Brønshøj/Hillerød GI
- Carsten Egeholt/Izabell Nørlem, Brønshøj/Sisu/MBK
Damedouble
Pia Toelhøj vandt sit 7. mesterskab i damedouble sammen Izabell Nørlem, som vandt sit tredje mesterskab i damedouble, med en 3-0 sejr over Emma Vendelbo Clement og Maja Helene Hansen.
- Pia Toelhøj/Izabell Nørlem, Hillerød GI/Sisu/MBK
- Emma Vendelbo Clement/Maja Helene Hansen, Virum/OB
- Louise Andersen/Mille Lyngsø Stoffregen, Greve/Silkeborg BTK
- Sally Maribo/Jocefina Daoya Haagensen, Viby/Hvidovre Bordtennis
Herredouble
Anders Lind og Thor B. Christensen vandt titlen i herredouble for tredje år i træk. De vandt 3-0 i finalen over Martin Lund Nielsen og Ivik Nielsen. Det var meningen, at Ivik skulle hjem til Grønland torsdag morgen, den 22. december, for at holde jul. Men Ivik måtte droppe flyet for at kunne spille finalen i herredouble. Det betyder så, at Ivik først kan tage til Grønland den 27. december. Dog kan Ivik Nielsen glæde sig over at være den første grønlænder i finalen og til at vinde en medalje ved de danske mesterskaber i bordtennis.
- Anders Lind/Thor B. Christensen, Brønshøj/Herlev
- Ivik Nielsen/Martin Lund Nielsen, B 75
- Peter Svenningsen/Daniel Simonsen, Hillerød GI
- Carsten Egeholt/Martin Buch Andersen, Brønshøj/Virum
Du kan finde alle resultater her: https://bordtennisportalen.dk/DBTU/Turnering/VisResultater/#90591,363525