Landskamp mandag den 9. januar: Danmark møder Portugal
Bordtennis Danmark inviterer alle interesserede til landskamp mandag den 9. januar 2023 med kampstart kl. 19.00, når det danske herrelandshold møder Portugal i kvalifikationsgruppe A2, hvor der spilles om en plads til Hold EM 2023 i Malmø.
I de to seneste opgør har Danmark vundet over favoritterne fra Portugal – ved Hold VM 2022 og Hold EM 2021. Ved Hold EM vandt Danmark over Portugal på vejen til bronzemedaljen. Ved Hold VM i Kina i oktober måned vandt Danmark deres eneste kamp i gruppen mod netop Portugal. Så der er lagt op til et brag af en kamp!
Forud for kampen udtaler Herrelandstræner, Linus Mernsten, følgende:
“Meget sværere bliver det ikke i en EM-kval. Vi har slået dem før og ved, at vi kan gøre det igen. For at det kan lykkes, så må vi ramme dagen 100 procent. Vi har trænet godt på det sidste til trods for en del skader og sygdom, og hermed har vi gjort det, som vi kan påvirke. Vi ved, at Anders har spillet godt på det sidste og Groth, selvom han ikke er på sit topniveau, har kapaciteten. Tobias har også, især mod Portugal, vist at han er til at regne med. Det bliver en svær og spændende kamp, som vi ser frem til at spille på hjemmebane. Vi vil i hvert fald gøre vores bedste!”.
Landskampen spilles i Roskilde Kongres- og Idrætscenter, Møllehusvej 15, 4000 Roskilde og billetter kan købes ved indgangen: Voksne 60 kr. / Børn under 14 30 kr.
Vi håber, at I har lyst og tid til at møde op for at støtte de danske bordtennisherrerne i kampen om en EM-plads i Malmø!
Du finder plakaten til landskampen her: https://bordtennisdanmark.dk/kalender/herrelandsholdskamp-1-kvalifikationskamp-til-em-i-malmoe/