Hold EM kvalifikationsgruppe A2: Danmark vs. Portugal
I går aftes tog det danske herrelandshold hul på Hold EM-kvalifikationen med et 3-0 nederlag over favoritterne fra Portugal i kvalifikationsgruppe A2 på trods af et meget flot tilskuerfremmøde i ryggen. Kvalifikationsgruppe A2 består af Danmark, Portugal og Polen – en hård og svær gruppe for Danmark.
Selvom de mange tilskuere gjorde deres bedste for at heppe og støtte de danske bordtennisherrer, så var det desværre ikke nok til en sejr. Det blev i stedet til et nederlag på 0-3 til Portugal. Portugal var desværre bedst på de afgørende bolde.
I den første kamp tabte Anders Lind til den bedste portugiser, Marcos Freitas, med 1-3 efter en fremragende kamp. Freitas spillede næsten fejlfrit og vandt de to første sæt med 11-6 og 11-7. I 3. sæt fik Anders Lind reduceret til 1-2 efter et forrygende sæt, der endte med 13-11. I 4. sæt kom portugiseren foran fra start og vandt 11-6.
I anden kamp startede Jonathan Groth med lyn og torden og kom foran 9-3 og 10-4 mod Joao Geraldo, men så gik det helt i stå. Groth har været ude med en rygskade i lang tid, og det var tydeligt, at han manglede kamptræning. Geraldo halede mere og mere ind og fik udlignet til 10-10. Groth havde endnu en sætbold ved 11-10 men endte med at tabe sættet 11-13. I 2. sæt førte Groth igen. Denne gang med 6-2, men kom bagud 8-10, men kom igen og havde to sætbolde ved 12-11 og 13-12, men endte med at tabe 13-15. Herefter var selvtilliden helt væk og 3. sæt blev tabt med 5-11.
I tredje kamp skulle Tobias Rasmussen så i aktion. Han tabte 3-0 til Tiago Apolonia, og hermed kunne Portugal tage hjem med en 3-0 sejr over Danmark i bagagen.
Herrelandsholdstræneren, Linus Mernsten, har udtalt følgende efter landskampen mod Portugal:
”Kampen mod Portugal var hård. De spillede rigtig godt på alle måder, og vi skulle konstant kæmpe for at følge med deres tempo. Vi tabte simpelthen mod et bedre hold på dagen. Der er en masse information, vi vil tage med os i kampen mod Polen. Vi vil blandt andet være lidt skarpere og vise lidt mere dræberinstinkt mod Polen. Nu er det tid til at få kampen mod Portugal ud af sindet så hurtigt som muligt og lægge al energi i kampen mod Polen. Polen er et rigtig godt og ungt hold. De har spillet stærkt på det seneste, og her skal vi være med fra starten for at følge med.
Vi genoplader og gør vores bedste!”
Polen og Portugal havde allerede mødt hinanden forud for opgøret i Danmark. Polen og Portugal havde spillet i Polen den 6. januar 2023, hvor Portugal vandt kampen 3-1. Hermed står Portugal nu med to sejrer i gruppe A2.
Der skal lyde en stor tak til alle de fremmødte, som kom og støttede op om de danske herrer. Vi håber at se lige så mange eller endda endnu flere til Danmarks næste hjemmebanekamp mod Polen den 30. januar 2023.
Danmark 0 – 3 Portugal
Anders Lind 1 – 3 Marcos Freitas (6-11, 7-11, 13-11, 6-11)
Jonathan Groth 0 – 3 Joao Geraldo (11-13, 13-15, 5-11)
Tobias Rasmussen 0 – 3 Tiago Apolonia (6-11, 9-11, 5-11)
Anders Lind – Joao Geraldo
Thor Christensen – Diogo Chen
Afviklingen af kvalifikationsturneringen til Hold EM
Stage 1 i kvalifikationen til Hold EM består af tre niveauer A, B og C. Danmark befinder sig i A2 sammen med Portugal og Polen. Danmark er i niveau A grundet sin placering ved sidste Hold EM, hvor det blev til en bronzemedalje.
Der er 18 hold i gruppe A á 6 grupper med 3 hold i hver. De to øverste i grupperne vil være direkte kvalificeret til Hold EM i Malmø til sommer, mens det sidste hold i grupperne går videre til Stage 2 for at konkurrere om de resterende pladser.
I stage 2 vil, afhængig af antallet af grupper i niveau B, der være 8, 10 eller 12 hold fra niveau B som går videre til Stage 2 for at konkurrere om de resterende 10 pladser sammen med de 6 hold fra niveau A. Holdene i niveau C spiller om at blive en del af niveau B.
I alle grupper skal holdene møde hinanden både på ude- og hjemmebane. Hver holdkamp spilles bedst á 5 kampe, hvor hver kamp spilles bedst á 5 sæt i hver kamp.
Kampprogram for Kvalifikationsgruppe A2
Den næste kamp i gruppe A2 spilles torsdag den 12. januar 2023, hvor Danmark tager til Gdansk i Polen.
30.01.2023: Danmark – Polen i Roskilde
14.02.2023: Portugal – Danmark i Viana Do Castelo, Portugal
20.-24.03.2023: Portugal – Polen i Portugal