Udviklingsprojektet

Hvad ligger 16 km fra Ringsted, 28 km fra Næstved og 14 km fra Herfølge?
Svar: Terslev. En lille by i den sydsjællandske med 883 indbyggere. Her var jeg for et par dage siden på besøg hos en lille klub, der i et stykke tid har holdt til i en rigtig fin hal midt i byen.

Jeg var via nogle omveje kommet i kontakt med klubbens formand, Lasse, som inviterede mig ned til en træningsaften med efterfølgende snak. I praksis blev det stik modsat. Jeg mødte Lasse og en anden af klubbens ”ungdomsmedlemmer”, en god halv times tid inden træningen, og her fik jeg lejlighed til at høre lidt om klubbens historie og ikke mindst ambitioner. Terslev GI er, som så mange andre mindre klubber, hæmmet af manglende haltid. Den eneste tid de har mulighed for at få er tirsdage fra 20.30-22, og det forhindrede, ifølge Lasse, nok en del ungdomsspillere i at komme og træne med. Lasse var dog hurtig til at fastslå, at man internt i klubben, så havde valgt at rykke begrebet ”ungdom” en smule sådan rent aldersmæssigt. Så da jeg fortalte, at jeg ville skrive en lille historie om klubbesøget, så fik jeg at vide, mellem linjerne, at ungdommen i Terslev var sådan ca. 40+.
Jeg fik fortalt om de mange fordele ved at blive meldt ind i DBTU, og Lasse og hans makker fik noteret det meste ned. Og intet klubbesøg uden lidt træning! Og det gik forrygende! I starten stod jeg lidt passivt og filmede og kiggede på, men da én af dem fandt ud af, at jeg for nogle år tilbage havde været en del af den danske landshold, så fik jeg travlt. Jeg fik hilst, hygge-snakket og spillet med næsten alle medlemmer, og til sidst blev der også tid til et par gode råd til de meget engagerede og enormt imødekommende spillere i klubben.
Efterfølgende har alle medlemmerne i Terslev snakket sammen, og de har valgt at melde sig ind i DBTU! Personligt var det en rigtig sjov oplevelse at være på besøg i klubben. Da Lasse henvendte sig til mig var han meget forbeholdende, fordi: ”Vi kan jo nok ikke bruge DBTU til noget når nu vi kun er 10-12 medlemmer!?”. Alle klubber, store som små, kan have gavn af de tilbud som DBTU kan tilbyde. Om man er 10 eller 200 medlemmer spiller ikke den store rolle, for så har klubberne jo bare forskellige behov. Derfor vil jeg gerne opfordre andre klubber, der evt. har tøvet med at henvende sig pga. antallet af medlemmer, til endeligt at give lyd fra jer. Jeg kommer til jer, vi tager en snak sammen, og så kan i internt i klubben efterfølgende snakke sammen om der er noget, der har lydt interessant.
Til sidst vil jeg sige tak til Lasse og de andre gutter i Terslev for en hamrende hyggelig aften. Jeg kommer snart på besøg igen!

Forfatter: Christoffer Petersen
Kontaktperson tlf.: 22 64 00 78
Kontaktperson e-mail: christoffer.petersen@dbtu.dk