Sommerbordtennis

Mange bordtennisledere og trænere ser sommeren som den periode hvor batterierne, efter en lang sæson, skal lades op. Det er meget generel og naturlig reaktion, men desværre betyder det også, at mange klubber ´ligger stille´ over sommeren. Det resulterer i, at mange af klubbens ungdomsmedlemmer enten mister interessen eller falder over en anden sport som de hellere vil dyrke. Derudover viser det sig, at en rigtig stor del af klubbernes medlemmer rundt omkring i landet utroligt gerne vil spille i sommerferien, og flere og flere af klubberne er da også ved at imødekomme medlemmernes ønske om træning/spil i ferien.

DBTU’s udviklingsteam er derfor lige på trapperne med et hæfte og en Facebookkampagne, hvor det netop er sommerbordtennis som er omdrejningspunktet. Inden for et par uger vil det bliver endeligt offentliggjort med blandt andet en konkurrence som involverer både EM-billetter og ungdomslandstræner Mads Sørensen. Som optakt vil der frem imod 1. maj være et par smagsprøver på hvad hæftet kommer til at indeholde og gode idéer til, hvad klubben kan tilbyde i sommerperioden. Hold øje med hjemmesiden, så din klub kan følge med i, hvad der er af muligheder for sommerbordtennis.

Ide til sommerbordtennis:

Hør én af juniorerne, en forælder eller 60+ medlemmerne i klubben, om de kunne tænke sig at sørge for, at der var træning/frit spil i klubben 1-2 gange om ugen. Der er ikke noget mere nærliggende end at bruge nogle timer i sin ferie nede i klubben. Hvis den daglige træner er på ferie eller måske trænger til pause efter en lang sæson, kan et ungdomsmedlem eller en forælder få nøglen til træningslokalet og sørge for, at alle der skulle have lyst også kan komme til at spille.

Andre aktiviteter kan også være en mulighed. Skriv en nyhed på klubbens hjemmeside eller via BordtennisPortalen, og fortæl at næste træning fx vil stå på indendørs fodbold i træningshallen. Det er en god måde at skabe sammenhold på og det styrker det sociale i klubben.

Forfatter: Christoffer Petersen
Kontaktperson tlf.: 22 64 00 78
Kontaktperson e-mail: christoffer.petersen@dbtu.dk