Et halvt år

I dag er der præcis et halvt år til, at en af årets største sportsbegivenheder på dansk grund begynder. EM i bordtennis 2012 finder sted i Herning og Messecenter Herning fra den 17.-21 oktober 2012.

Sidst der blev afholdt EM i Danmark var i 2005 i Århus, hvor de danske herrer vandt guld i holdkonkurrencen, der dog ikke er med i år. Der dystes i stedet i single og double for både herrer og damer.

Dansk BordTennis Union (DBTU), Herning Kommune og Sport Event Denmark er værter for ‘2012 European Tabletennis Championships’. Der spilles indledende kampe i Hal M i Messecenter Herning onsdag og torsdag, mens de afgørende kampe fredag, lørdag og søndag spilles i Jyske Bank Boxen, der til lejligheden kan rumme 4.500 tilskuere.

Med Mie Skovs flotte kvalifikation til OL i fredags, er der lagt op til et brag af en bordtennisfest i Herning i oktober, hvor alle de europæiske topnavne stiller op for at forsøge at slå Michael Maze, Mie Skov, Allan Bentsen, Jonathan Groth, Kasper Sternberg og alle de andre danskere.

Boxen – stedet for bordtennismagi skabes
“Vi glæder os utrolig meget til at vise EM i bordtennis frem for danskerne til oktober. Med Mie Skovs fantastiske præstation i fredags, hvor hun kvalificerede sig til OL i London, håber vi på en masse omtale af bordtennis til OL. Vi håber på gode, danske OL-resultater, så der er lagt op til et brag af et EM to måneder senere, hvor vi forhåbentlig får en medalje eller to,” fortæller Eventdirektør for EM i bordtennis 2012, Jakob Staun.

Rammerne for EM i bordtennis 2012 kunne ikke være bedre. Messecenter Herning viser igen og igen, at MCH er stedet at afholde store, indendørs sportsevents, og Dansk BordTennisUnion glæder sig til endnu engang at kunne præsentere bordtennis på verdensklasseniveau for danskerne.

“Boxen bliver forhåbentlig fyldt med et medlevende og entusiastisk publikum, der kan hjælpe med at bære de danske spillere frem, og vi har store ambitioner om at skabe en unik bordtennisbegivenhed på dansk grund,” fortæller Jakob Staun.

Udover bordtennis på topniveau vil der også være en veteranturnering, en lokal skoleturnering, fanzone med diverse fanaktiviteter og campingområde i forbindelse med EM i bordtennis 2012.

Faktaboks:
– Bag EM i bordtennis i Herning i 2012 står partnere Herning Kommune og Sport Event Denmark.
– EM afholdes i Messecenter Herning fra onsdag den 17. oktober til søndag den 21. oktober (finaledage i Boxen lørdag/søndag).
– Billetter kan købes på nettet via dette link. Priser: 450 kroner for partoutkort til alle dage, 100 kroner for onsdag/torsdag, 150 kroner fredag/lørdag, 200 kroner søndag.
– Den officielle eventhjemmeside for EM er på engelsk og kan findes her.
– Den officielle Facebook side findes her.
– Indtil videre er to danskere kvalificeret til OL i London, der ligger 2 måneder før EM: Michael Maze og Mie Skov. Alle de største europæiske topnavne ventes at konkurrere ved EM i Herning. Fra Tyskland er det specielt den store stjerne, Timo Boll, der ventes at gøre det godt. Han blev europamester i 2011 og 2010, men tabte til Maze i semifinalen i 2009. Boll vandt også EM i 2008, 2007 og 2002. Også sølvvinderen fra de to sidste år, Patrick Baum, samt Dimitrij Ovtcharov er gode bud på tyske rivaler til danskerne, mens europamesteren fra 2005, 2003 og 1998, Vladimir Samsonov fra Hviderusland, og Werner Schlager, Østrig, der blev verdensmester i 2003 (og tabte EM-finalen til Maze i 2009) er andre prominente navne. En af legenderne i svensk bordtennis er Jörgen Persson, der i London stiller op til sit 7. OL i træk, og den snart 46-årige veteran har således været med ved alle OL med bordtennis på programmet. Han blev verdensmester tilbage i 1991 og er sammen med Jan-Ove Waldner et af de største sportsnavne Sverige har fostret. Han har også vundet EM i single tilbage i 1986, mens han vandt EM-guld for hold i 2000. Han blev nummer 4 til OL i både 2000 og 2008.

 

Forfatter: Brian Martin Rasmussen
Kontaktperson tlf.: 61 68 73 70
Kontaktperson e-mail: jakob.staun@dbtu.dk