Karrierekanon

DBTU og KFUMs Idrætsforbund udvidede den 18. april samarbejdet omhandlende tilbud for unge trænere og ledere. Derfor kan alle unge bordtennis trænere og ledere allerede fra i år glæde sig over ekstra aktiviteter, der kan udfordre og styrke dem på både de trænermæssige- og de ledelsesmæssige kompetencer.

DBTU undervisere vil sikre det bordtennistekniske niveau og sikre, at de unge mennesker opnår et bordtennisfagligt niveau svarende til niveauet på DBTU’s øvrige kursusrække. To undervisere har allerede tilkendegivet, at de står til rådighed for årets afholdelser. Det drejer sig om landsholdsspiller Kasper Sternberg samt tidligere landsholdsspiller og guldvinder ved EM hold 2005 Christoffer Petersen, der nu virker som træner og spiller i København BTK.

Samarbejdet udfolder sig i tre helt konkrete aktiviteter i indeværende år.

Før Junior Camp (FJ Camp)
De yngste trænerespirer (13-15 år) kan i lighed med sidste år deltage på Før Junior Camp, der altid afholdes i første uge af skolernes sommerferie (i år uge 27) på Nr. Nissum Efterskole. Udover en fantastisk social oplevelse og fælles aktiviteter, hvor overgangen fra spiller til træner er i fokus, gennemgår deltagerne på dette kursus, hvad der svarende til indholdet på klubtræner K1 kurset. Du kan læse mere om kurset her…..

Juniorkursus
Som noget nyt introduceres et trænerkursus for de 14-17 årige, hvor deltagerne opnår trænermæssige kompetencer svarende til både klubtræner K1 og klubtræner K2, samtidigt med at deltagerne får afprøvet grænser og ansvar. Kurset kan benyttes som en overbygning på FJ Campen, men det er også muligt at træde direkte ind på juniorkurset. Kurset afholdes i første uge af skolernes sommerferie (i år uge 27) på Hellebjerg Idrætsefterskole. Du kan læse mere om kurset her……

Lederakademiet
Er for alle mellem 18-25 år, der bestrider en lederpost i klubben eller som påtænker at gøre det og derfor er motiveret til at udarbejde et klubprojekt, hvilket er en del af forløbet. Målet med lederakademiet er at etablere et tværidrætslige miljø, der kan bidrage til handlekompetencer og erfaringsudveksling, hvor der er fokus på den enkeltes personlige, faglige og ledelsesmæssige udvikling. Lederakademiet er et uddannelsesforløb over 6 moduler, med start i august 2012 og afslutning i august 2013. På dette års uddannelsesforløb foregår 2 af modulerne i udlandet. Du kan læse mere om kurset her….

Materialet omkring karrierekanonen for unge trænere og ledere er under udarbejdelse og forventes at kunne rekvireres i løbet af efteråret. Men ønsker du at få mere information omkring samarbejdet og de konkrete aktiviteter så kontakt endeligt DBTU’s uddannelsesansvarlige Annette Westermann.

Forfatter: Annette Westermann
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 17
Kontaktperson e-mail: annette.westermann@dbtu.dk