Den 15 marts 2023 blev det nye koncept for Ungdoms DM offentliggjort. Konceptet skal stimulere spillere til at stille op til danske stævner, samt sikre høj kvalitet til mesterskaberne.
Konceptet er blevet offentliggjort her på hjemmesiden samt pr. mail til medlemsklubbernes formænd. Desværre må vi erkende at der er gået noget galt i kommunikationen da flere klubber ikke har set dette.
Det nye koncept for Ungdoms DM kan læses her
En af ændringerne i konceptet er fjernelsen af Yngre Drenge og Yngre Pige rækkerne, hvilket har skabt debat. Ændringen er lavet efter anbefaling fra Landstræner teamet. Ungdoms Landstræner, Magnus Mallander giver nedenfor en forklaring på anbefalingen.
For unge atleter er der et par ting som såvel forskning i talentudvikling (se fx Team Danmarks ATK 2.0, s. 32) som vores erfaring siger os: resultater i unge år kan være meget misvisende ift. resultater som senioratlet, et overdrevet resultatfokus som ung hæmmer snarere end fremmer udvikling, og det er positivt at som ung (inden puberteten) dyrke flere forskellige sportsgrene. Samtidig er det vigtigt, at dem der er tidligt udviklede og langt fremme i deres sportsgrene bliver udfordrede omkring det niveau de befinder sig på, snarere end at de indkasserer nemme sejre og får et skævt billede af hvordan konkurrencen ser ud hvis man vil tage det hele vejen til en professionel tilværelse.
At ramme alt er selvfølgelig svært. Men i det at vi tilbyder unge spillere som har et tilpas højt spilmæssigt niveau at deltage i drenge hhv. pige, hvor de bliver udfordrede og skal præstere på top fra start for at være med, så giver vi dem også en mulighed at spille og udvikles uden at fokus bliver lagt på at man skal hive et mesterskab hjem inden man er moden nok til at forstå, hvad det vil sige. Det virker ud fra reaktionerne som at fokus på resultater og titler i unge år er meget vigtigt for mange derude, og det vil jeg anbefale at man toner ned, for børnenes bedste. Fokus på resultat og titler i unge år skaber en stress og en kortsigtighed som ikke er i linje med det vi vil at et UDM skal være, nemlig en arena for dem som vil nå hele vejen til en professionel karriere som senior.
Magnus Mallander
Ungdoms Landstræner
Det er stadig muligt at søge om at blive arrangør
Da flere klubber ikke har set det nye koncept, har vi valgt at udskyde ansøgningsfristen, så det stadig er muligt at ansøge om at blive medarrangører af Ungdoms DM for 2024 og for 2025.
Som ansøger skal man som minimum have en hal med gode tilskuerfaciliteter og plads til 16 borde, samt en træningshal med plads til 6 opvarmningsborde.
Bordtennis Danmark yder et arrangementstilskud på 15.000 kr. (forudsat arrangørklubben løfter de opgaver, der vil fremgå af konceptet – herunder stille borde etc. til rådighed, opstilling, nedtagning, oprydning, halleje og afvikling af stævnet).
Er din klub interesseret i at være medarrangør, kan klubben kontakte Eventmanager Rune Risgaard, der ligeledes kan kontaktes for spørgsmål.
Det nye koncept for Ungdoms DM kan læses her
Ansøgningsfrist for både UDM 2024 og UDM 2025 er 15. maj 2023
Rune Risgaard
tlf. 23347314
Mail. ruri@bordtennisdanmark.dk