Trupperne til sommerens UEM

Trupperne til sommerens UEM

Som traditionens tro afvikles ungdoms-EM i midten af juli – i år spilles, der hold, single og double i Gliwice, Polen mellem d. 14. og 23. juli. Udover det, så afvikles der for første gang et U13-EM i Zagreb i Kroatien. Efter weekendens danske mesterskaber for ungdoms står det nu klart, hvilke personer, der skal repræsentere Danmark ved sommerens mesterskaber.

 

UEM – seks damejuniorer og fire herrejuniorer dyster med resten af Europa

Inden UDM i Virum var det allerede klart, hvilke fire herrejuniorer, som skulle repræsentere Danmark. Dominykas Samuolis, Cristian David Hold og Oliver Skouboe Berntsen blev udtaget allerede i februar på grundlag af tidligere resultater og suppleres af Simon Vonebjerg efter, at han vandt herrejuniorernes kvalturnering d. 15. april.

For damejuniorerne var situationen anderledes op mod UDM. Efter tre kvalturneringer – en indbyrdes, en mod Sveriges damejuniorhold og en mod drengelandsholdet – stod det klart, at Mille Lyngsø Stoffregen, Ann-Christine Christensen og Maja Hansen deltager, men det var endnu uklart, hvem den fjerde spiller på holdet skulle være.

“Det var i forvejen en svær beslutning, da der var flere spillere på et meget jævnbyrdigt niveau, der konkurrerede om den sidste plads. Og det blev ikke en nemmere beslutning efter UDM, hvor Emma Eckeroth, Sofie Eckeroth og Emma Vendelbo alle sammen leverede stærke indsatser og præstationer. Spillerne gjorde det de skulle – de gjorde mit arbejde meget sværere!” – udtaler dameungdomslandstræneren Magnus Mallander.

At der skulle være fire deltagere i holdturneringen, stod allerede klart. Men en særlig regel i ETTUs reglement gør det muligt at have flere deltagere i single og doubleturneringen – en regel, som damejuniorlandsholdet for første gang nogensinde nu gør brug af.

“De tre spillerne, som vundet en kvalturnering, har vist, at de kan tåle presset og vinde afgørende kampe, hvorfor jeg synes, det er en selvfølge, at de også spiller holdturneringen. Der skal suppleres med en spiller for at gøre holdet fuldtalligt, og der har jeg valgt at udtage Emma Vendelbo. Dog synes jeg, at Emma og Sofie begge har vist, på baggrund af deres præstationer her på det sidste, at de også skal være med og konkurrere mod resten af Europa. Jeg glæder mig til at se spillerne in action i Polen og tror på, at de er klar til at tage udfordringen op” – Udtaler dameungdomslandstræneren Magnus Mallander.

Det betyder, at BTDK sender en trup på fire herrejuniorer og seks damejuniorer til UEM. Trupperne ser således ud som følger:

 

Herrejunior:

  • Oliver Skouboe Berntsen
  • Dominykas Samuolis
  • Cristian David Hold
  • Simon Vonebjerg

 

Damejunior:

  • Ann-Christine Christensen (hold, single og double)
  • Mille Lyngsø Stoffregen (hold, single og double)
  • Emma Vendelbo Clement (hold, single og double)
  • Maja Hansen (hold, single og double)
  • Emma My-Linh Eckeroth (single og double)
  • Sofie Khanh-Linh Eckeroth (single og double)

 

U13-EM: Malik Severinsen første danske deltager i mesterskabet

En måned før UEM, mellem d. 14. og 18. juni, afvikler ETTU for første gang et U13-EM, for spillere født 2010 eller senere. Som tidligere meldt ud er dette ikke et mesterskab, som er en top-prioritering for BTDKs landstrænerteam på ungdomssiden – koblingen mellem medaljer i unge år og en holdbar karriere som senior, er ikke krystalklar.

Derimod er holdningen fra landsholdets side, at unge spillere med ambitioner skal udfordres omkring det niveau de befinder sig på og gives en mulighed at spille de uvisse kampe, hvor udfaldet ikke er givent. På baggrund af dette og hans præstationer igennem sæsonen har BTDKs landstrænerteamet valgt at udtage Malik Hartvig Bruun Severinsen til at spille dette første U13-EM. Drengelandstræneren, Mads Jørgensen, siger følgende om udtagelsen:

“Malik har vist en opadgående kurve hele sæsonen både nationalt og internationalt, hvilket i den seneste tid bl.a. er kulmineret med dobbelt sejr i Sweden Tour i Eslöv og en imponerende sejr i minicadet-rækken i Raiffeisen Youth Championships i Linz. Derfor er det helt på sin plads, at Malik får muligheden for at konkurrere med de bedste jævnaldrende i Europa, og dermed samle værdifuld kamperfaring til sin videre udvikling”.

 

BTDK ønsker samtlige udtagne stort held og lykke i sommerens turneringer!