Ungdoms-EM

Om en måned starter Ungdoms-EM, og her er spillerne, der skal repræsentere Danmark ved årets største turnering:

Drengeholdet: Anders Lind, Marc Kynde (Debutant), Jakob Hansen, Andreas Dilling (Debutant)

Juniorholdet: Ruben S. Jensen, Claus Skov Nielsen, Tobias Rasmussen, Patrick Stobberup (Debutant).

Om udtagelsen siger ungdomslandstræner Mads Sørensen: I år har jeg kigget meget på spillernes præstationer frem for resultater. Det betyder naturligvis ikke, at resultaterne har været uden betydning, for det handler jo også om at vinde kampe! Med ”præstation” skal forstås, at jeg har set på hvordan kampene er blevet gennemført, både før, under og efter kampene. Er spillerne forberedt mentalt, får de lavet den nødvendige opvarmning og hvordan får vi evalueret efter kampene. Og så naturligvis hvordan spillerne tager de informationer til sig de får. Det skulle jo helst være sådan, at når det er sagt et par gange, så burde det ikke være nødvendigt at sige mere. ”Præstation” skal også ses i forhold til hvordan spillerne er modtagelige overfor coaching. Vi skal blive bedre til at finde en plan B og C når/hvis vores plan A ikke fungerer. For juniorernes vedkommende er der en debutant og to andre unge folk på holdet, så på den måde kan man kalde det et mellemår – dog på ingen måde negativt. Det betyder derimod at alle spillerne også vil være til rådighed næste år. Jeg synes, at de alle fire, via fremgang på de føromtalte parametre, alle fungerer godt og virker til at have mod på at rykke et niveau eller to frem mod EM.

For mig personligt har det været ”nemmere” i år med juniorerne pga. jeg har haft tre af fire spillere i den daglige træning. Det betyder at jeg nærmest har været personlig træner for dem og derfor også kunne følge deres udvikling. Bordtennis handler om udvikling, og de fire spillere der udgør juniorholdet er de spillere, som er gået mest frem i forhold til de mål, som blev sat op for hver enkel ved sæsonstart.

For drengenes vedkommende er det fire spillere i rigtig god form som jeg har valgt at udtage. Alle har ved de sidste tre turneringen leveret resultater, og selv om jeg i lang tid havde forberedt mig på at tage tre drenge med, så synes jeg konkurrencen ved at have fire med er spændende. Drengene har gjort det rigtig flot, så fokus frem mod EM bliver at få drengene til at finde den gejst og fokus, som fik dem til at spille så godt og levere de resultater. Drengene kan jo ikke bruge deres finaleplads i hold ved Spanish Open til noget som helst når vi står i første kamp til EM. Så det handler om at holde fokus på fremgangen og så ellers begynde at se længere frem.

Frem mod EM bliver det nærmest en lang træningslejr for alle spillerne. For juniorerne bliver den fysiske del opprioriteret den næste tid, for så at blive reduceret frem mod afrejse. Ud over den individuelle træning, så vil jeg bruge meget tid på at snakke ”Hold” med spillerne. Af erfaring fra tidligere U-landshold har det jo vist sig, at en god holdindsats sagtens kan give de få ekstra procenter, som gør at kampen tipper til vores fordel. Det at præstere ved de store turneringer er jo meget anden end god bordtennis! Vi skal have snakket de forskellige situationer igennem, f.eks.: Hvordan kommer vi videre efter et tungt nederlag? Eller sejr for den sags skyld? Stabiliteten i at kunne præstere holdkamp efter holdkamp er vigtig ved så lang en turnering, for en rigtig god holdsejr er ikke meget værd hvis den bliver efterfulgt af en frygtelig en af slagsen…!

Ud over den hjemlige træning og lejre, så skal Ruben, Claus, Tobias og Anders en uge til Ochsenhausen, og ud over det vil der bliver nogle mini-samlinger, hvor der virkelig vil blive kørt intens træning. Jeg synes planen frem mod EM ser rigtig fornuftig ud, og nu handler det for spillerne om at være glade og positive i træningslokalet. De skal se mulighederne for sig, men samtidig være realistiske.

Med hensyn til pige/damejunior: Jeg synes ikke, at der PT er nogle damejuniorer der gør hvad der skal til for at det kan komme på tale at sende nogle til Østrig. Pigerne derimod gør et rigtig godt stykke arbejde. Stor ros til klubberne for at tage fat i arbejdet med pigerne, og der er sket store positive fremgange på mange fronter. Jeg synes dog, at udbyttet ved at sende et pigehold til EM ikke er tilstrækkeligt stort, og vil hellere bruge kræfterne på at fortsætte den gode udvikling de er inde i. Pigerne skal være med på den sidste lejr inden EM, men i denne omgang skal de ikke til EM. Jeg håber dog at det allerede kan være aktuelt til næste sommer.

Forfatter: Christoffer Petersen
Kontaktperson tlf.: 29 62 35 05
Kontaktperson e-mail: mads.sorensen@dbtu.dk