Dobbelt matchbold til KBTK

Torsdag åbner Københavns BTK dørene for et ganske specielt dobbelt DM-arrangement. Både klubbens herre- og damehold er i DM-finalen, og begge hold har vundet deres første kamp. Damerne besejrede Ballerup med 6-3 og herrerne vandt med 5-1 over OB.

Damernes første finale var tæt, og 4 af 9 kampe blev afgjort i 5 sæt. 3 af disse gik københavnernes vej, så det er med andre ord ikke meget der skal til, før at pendulet kan svinge den anden vej. For københavnerne var Sabine Borre Larsen med 3 sejre stærkt medvirkende til sejren, og hvis hun kan fortsætte det gode spil fra første kamp, så kan det blive svært for Ballerup.

OB

Hos herrerne blev første kamp vundet med 5-1, men det var knapt så overbevisende som cifrene antyder. Ved stillingen 2-1 til København har Rasmus Klein en føring på 2-1 og 4-1 mod Mårten Stenberg. Efter en timeout vendte spillet, og Mårten vandt ganske klart. København har i Guo Kai og Kasper Sternberg ligaens bedste 1.kryds, og selv om OB også er ganske stærkt besat på de to første positioner, så skal de nok sætte deres lid til, at 2.kryds kan vinde kampene (I øvrigt præcis som det var tilfældet, da OB besejrede Roskilde i semifinalen).

Begge kampe spilles torsdag kl. 19.00 i Remisen i København, men allerede fra kl. 18.15 vil der være underholdning. Martin Baltzer, til daglig DJ på bl.a. den populære natklub ZEN, kommer og spiller musik før, under og efter kampen, så kunne man tænke sig god bordtennis og god musik, så er Remisen et besøg værd imorgen.

Her er et klip fra træningen i morges, hvor OB’s eneste sejrherre fra det første opgør træner sammen med Mikkel Hindersson

 

Forfatter: Sarah Thomsen
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 12
Kontaktperson e-mail: gitte.hvid@dbtu.dk