Bordtennisledere

Kære alle bordtennisinteresserede

Ved EM i Herning havde DBTUs bestyrelse inviteret en række bordtennisledere til en snak om fremtiden. Det vare en åben snak med ideer og input til bestyrelsen og med mange gode ideer til klubberne. Herunder er der et referat fra mødet, som er sendt til de involverede, men som også gerne må starte en debat ude i bordtennis-danmark.

På bestyrelsen vegne

Jakob Harden

Referat:
Det var godt at få en masse input til det fremtidige arbejde i DBTU. Jeg synes, at der var rigtig mange punkter, hvor klubberne og DBTU i fremtiden sammen kan skabe rigtig gode rammer for sporten. Kommunikation var en central fællesnævner for mange af punkterne, og her har vi i fællesskab en opgave – vi skal være bedre til at kommunikere med hinanden!

Jeg har samlet en del af pointerne fra dagen, der kan bruges som inspiration til videre diskussioner i klubberne, lokalunionerne og DBTU. Samtidig står det klart, at vi skal have lavet forskellige temamøder i fremtiden, hvor man kan drøfte udviklingen af sporten. Lars Eckeroth, KBTK har taget stafetten og kommer med et oplæg til et temamøde. I fremtiden kan klubberne og DBTU sætte sig sammen på tværs for at finde gode emner til temamøder.

Jeg har tolket på de forskellige kommentarer og her er mit bud:

• Først og fremmest er det vigtigt, at vi gør op med ’os og dem’-kulturen i sporten. Vi vil det samme – udvikle den sport, som vi alle brænder for. Der skal være en større sammenhængskraft mellem DBTU og klubberne – og klubberne imellem, så vi udnytter ressourcerne bedst muligt.

• Klubberne er konkurrenter på banen, men ikke udenfor – klubberne bør lære af hinanden og store klubber kan fungere som mentorklubber for mindre klubber. Kan vi i Danmark udvikle mere bæredygtige klubber gennem fx BAT-certificering, med en stærkere organisation, administration og træning, så står vi bedre rustet til at kunne tiltrække og fastholde flere medlemmer til sporten. Forslag om at klubber slår sig sammen om trænerkapaciteter, så der gives kvalificeret træning til en større gruppe af spillere. Det er helt centralt at lønnede trænere er vejen frem. Evt. også lønnede administrative personer tilknyttes klubben.

• DBTU skal have øje for at alle klubber er vigtige – nogle er gode til talentudvikling, andre til ældrebordtennis og igen andre til elitearbejde. Forslag om at alle klubber bør have en gulerod i forhold til den indsats de yder for det enkelte område. Foreningskulturen skal bevares. ’Børn tilhører ikke bredden…’ var en kommentar på mødet. Målet må være at skabe de bedste rammer for børn og andre nye medlemmer, når de første gang stifter bekendtskab med sporten.

• Klubben er og skal være et centralt omdrejningspunkt for de bedste (ungdoms)-spillere. Kontakten til klubben (klubtilhørsforholdet) er vigtig for de unge spillere, så de har et socialt sikkerhedsnet i deres udvikling. Der er en høj risiko forbundet med at blive tilknyttet centeret i Brøndby for tidligt i en spillers udvikling. Fra klubbernes side er der også et ønske om en større bredde i eliten. Ungdomsspillere skal fx tilbydes udlandsture mod egenbetaling.

• Der skal være en klar rød tråd i elitearbejdet, og der skal kommunikeres bedre imellem DBTU, klubberne og spillerne/forældrene i arbejdet. Der arbejdes fra DBTUs side med et nyt setup, der indbefatter en elitechef – dette skal være med til at sikre den røde tråd og bedre kommunikation.

• Det er vigtigt at få nye ledere til sporten, så vi får tilført flere menneskelige ressourcer. Der bør være en plan om at de spillere, der ikke bliver top-elitespillere, kan udvikle sig til nye ledere i klubberne. Forslag om at kontakte ’den gamle’ netværk i klubben. Nuværende og tidligere spillere på alle niveauer og forældre med forskellige kompetencer er det som klubberne skal bygges på organisatorisk.

• For at kunne udvikle sporten er det vigtigt, at vi kigger på vores selvbillede. Vi har rykket os i løbet af de seneste 20-30 år. Kældersporten har fået luft under vingerne med stor opmærksomhed fra pressen, medaljer ved internationale mesterskaber.

• Hvordan får vi en positiv udvikling mht. stævner? Færre stiller op til stævner. Problemet kan være kvaliteten (ventetid og manglende bladvendere), prisen (for dyrt for en ungdomsspiller at tage tværs over landet til et stævne).

• Mere dialog er vejen til at udvikle os. Vi skal være bedre til at vidensdele, så vi kan udvikle trænere og nye ledere i klubberne.

Forfatter: Jakob Harden
Kontaktperson tlf.: 51 56 19 25
Kontaktperson e-mail: jakob.harden@pol.dk